Facebook lancerer tip-funktion for selvmordstruede

Facebook lancerer en ny funktion, hvor bekymrede kan melde deres potentielt selvmordstruede venner til Facebook. Det skriver Facebooks produktmanager Rob Boyle og Community Operations Safety-specialisten Nicole Staubli på siden Facebook Safety.

Funktionen lanceres i første omgang i USA, men forventes at blive bredt ud til andre lande.

Når en ven skriver noget bekymrende på Facebook, vil man kunne melde opslaget til Facebook, som så giver vennen en notifikation, hvor der står, at nogen er bekymret. Samtidig formidler Facebook kontakt til f.eks. hjælpelinjer.

Den nye funktion er skabt i samarbejde med amerikanske organisationer, der arbejder med depressive og psykisk syge.

- En af de første ting, disse organisationer diskuterede med os, var, hvor meget det hjælper dem i nød at tale med personer, der bekymrer sig. Hvis nogen ser en direkte trussel om selvmord på Facebook, beder vi om, at de kontakter deres lokale alarmtjenester omgående. Vi beder dem også om at melde bekymrende indhold til os. Vi har teams, der arbejder over hele verden døgnet rundt, som gennemgår alle anmeldelser, der kommer ind. De prioriterer de mest alvorlige anmeldelser som for eksempel selvskade og sender hjælp og ressourcer til dem i nød, skriver Rob Boyle og Nicole Staubli.