Apple ramt af nedbrud: App Store virker ikke

Brugere af Apples produkter i hele verden kunne onsdag aften ikke købe eller opdatere apps, da Apples App Store var nede. Det skriver hjemmesiden The Next Web.

Der er fortsat store problemer verden over, men Apple er på vej med en løsning.

- Vi undskylder for vores kunder, der har haft problemer med iTunes og andre services her til morgen (amerikansk tid, red.). Årsagen var en intern DNS-fejl hos Apple. Vi arbejder på at gøre alle vores services tilgængelige for vores kunder så hurtigt som muligt, og vi takker alle for deres tålmodighed, skriver Apple i en udtalelse til den amerikanske tv-station CNBC.

Nedbruddet har omfattet App Store, iTunes Store og Mac App Store, hvor brugere over hele verden har haft problemer. En del har også haft svært ved at tilgå iBooks, hvor man kan købe e-bøger.

Der havde været problemer med systemerne i flere timer, før Apple opdaterede sin systemstatus, og ifølge The Next Web begynder tjenesterne at virke sporadisk forskellige steder i verdenen.

Det fremgår dog ikke af Apples systemstatus.