Her er den nye Super-app: Kan den slå Twitter og Instagram?

Du kan se Go' Morgen Danmark på TV 2 Play.

Nu er det ikke længere ord, der skal være i centrum for Twitters opfinder, Biz Stone. Han er nemlig klar med en ny app, hvor du skal kommunikere i billeder.

App’en hedder Super og parrer billeder og tekst, som du kan dele med dine venner. Ordene er dog ikke gemt helt af vejen, da Biz Stone bibeholder de 140 anslag fra Twitter, så du i den nye app kan lægge tekst ovenpå dine billeder. 

Når man søger på billederne i app'en kommer de både fra brugerne og fra Google, så de er ikke på samme måde afgrænset til kun at komme fra brugerne som på Instagram. Til gengæld minder opbygningen om Instagram, da du bruger den ved at 'scrolle' ned, mens du ser en masse billeder.

Ifølge ekspert i sociale medier Morten Saxnæs kan det være lidt forvirrende med både billeder og tekst.

- Der er mere tekst på end på andre apps, og det kan måske være lidt og rodet og forvirrende. Men det er sjovt, og det er ligesom formålet, siger han.

Med Super kan du skrive en sætning og få billeder, der passer til den situation, du står i. Det kan se et eksempel på i klippet øverst i artiklen.

Om Super bliver det nye helt store hit, er ifølge Morten Saxnæs svært at sige.

- Ham her gutten har så mange succeser i baglommen, så mon ikke at den får en frygtelig masse brugere. Om det bliver ligeså stort som Twitter og Instagram, det bliver nok svært, siger Morten Saxnæs.

I klippet øverst i artiklen kan du se, hvordan Super virker.