Dansk-tegnet Googlebygning taber til LinkedIn

Den danske arkitekt Bjarke Ingels får ikke mulighed for at se et nyt, futuristisk projekt, realiseret i denne omgang. Hovedparten af et godt 200.000 kvadratmeter stort industriområde tilfalder i stedet LinkedIn.

I Silicon Valley har et stort og meget attraktivt industriområde, North Bayshore, været til salg. Ikke til højestbydende, men til det firma, der kunne fremvise den bedste plan for området.

Det forsøgte flere firmaer, og blandt andre Google og LinkedIn har præsenteret færdige projekter for området. Det skriver The Verge.

LinkedIns byggeri kan lade sig gøre

Det lykkedes LinkedIn at sikre sig langt hovedparten af området med et byggeri, der er mere traditionelt.

- Vi kan lave det her uden at bede om afvigelser fra planen i højde og eller tæthed af bygningerne - med et projekt, der rent faktisk kan bygges i dag med eksisterende teknologi og organiseret arbejdskraft, siger vicepræsident for LinkedIn, Jim Morgensen. Kommentaren er en slet skjult bemærkning til konkurrentens idéer, der vil kræve ny teknologi for overhovedet at kunne lade sig gøre.

Googles projekt er tegnet af Bjarke Ingels, der blandt meget andet også står bag de ikoniske byggerier på Amager, VM Bjerget og 8-Tallet. Med afvisningen fra det lokale byråd bliver der nu kun mulighed for at lave at brøkdel af projektet.

Får tildelt en fjerdedel

I stedet har Google fået lov at bygge på en fjerdedel af området. Ikke helt det, Googles vicepræsident, David Radcliffe, havde ønsket sig.

- Vi ved, at byrådet stod overfor en en svær opgave, og vi vil gerne takke dem for mere end seks timers debat. Nu må vi fortsætte med at samarbejde med byen om Googles fremtid i området, siger David Radcliffe.

Kritikerne af projektet er ifølge Bloomberg hovedsageligt andre designere, der ikke ser det oplagte i at lade en dansk arkitekt stå for megaprojekter i Silicon Valley.

- Måske var det ikke ret smart at hyre arkitekter fra Nordeuropa, siger Louise Mozingo, professor i miljømæssig planlægning og byplanlægning ved University of California.

De forstår det ikke

Hun undrer sig over, hvordan Google har tænkt sig at pudse vinduer i de lange perioder, hvor det ikke regner.

- Der er noget ved hele der her mikroklima, de ikke helt forstår, siger hun.

Herunder kan du se hele Googles præsentationsvideo for North Bayshore.