VM i FIFA i dag: To danskere kæmper om 138.000 kroner

I dag starter verdensmesterskaberne i det populære computerspil FIFA 2015, som i år afholdes i München i Tyskland henover to-tre dage. Og igen i år er to danskere blandt de tyve finalister, der kæmper om at blive verdens bedste.

Sidste år vandt danske August Rosenmeier VM, og han er i år seedet i øverste lag og favorit til at genvinde trofæet, en pengepræmie på 138.000 kroner og billetter til Ballon D'or sidst på året, hvor man får lov til at møde de største fodboldstjerner.

- Det er drømmescenariet at vinde VM igen, men det bliver svært. Man bliver automatisk gjort til favorit, når man er forsvarende mester, men mit FIFA-år har ikke været så godt som de foregående, fordi jeg ikke har haft den samme tid som før. Jeg er dog ikke i tvivl om, at evnerne er der, så jeg tror da bestemt på muligheden for at vi kan få dansk verdensmester igen, for når jeg går ind til en turnering, så er det altid med den mentalitet, at jeg skal vinde, siger 19-årige August Rosenmeier selvsikkert til TV 2.

De andre er mere nervøse

Som forsvarende mester er han den, alle de andre gerne vil slå, men August Rosenmeier skælver ikke ved tanken om det pres, der ligger på ham. Det er fjerde gang i træk, at han er med ved slutrunden, så han er den langt mest rutineret spiller i feltet.

- Jo, jeg er under pres, men jeg er måske også den, der håndterer presset bedst. Jeg ved, hvordan det er at stå i en VM-finale, så jeg tror egentlig, at de andre er mere nervøse end mig, siger han.

Reglerne ved VM i FIFA er således, at hver spiller vælger to landshold, som de kan spille med i turneringen. Et første- og et andethold, og når to spillere mødes, er det den højest seedede, der får lov at vælge først. August Rosenmeier har valgt at spille med Brasilien, og som topseedet får han ikke brug for sit reservehold, som er Tyskland.

- Jeg vandt VM med Brasilien sidste år, så derfor har jeg valgt dem igen. Holdet har en masse hurtige spillere med god teknik, og det passer perfekt til mit spil, som er anlagt på pres, genpres og en masse finter, forklarer August Rosenmeier.

- Og så har de en gut, som hedder Neymar. Det er min nøglefigur på holdet sammen med Thiago Silva i forsvaret og Fernandinho på midtbanen, uddyber han.

Udfordrer tænder på Hulk

I år får August Rosenmeier konkurrence fra en anden dansk spiller, der debuterer i VM-sammenhæng. Gymnasieeleven Lasse Bækkelund fra Fyn har formået at kvalificere sig blandt halvanden million spillere verden over, og selvom Lasse Bækkelund langt fra er favorit, så glæder han sig enormt til at tage kampen op mod de bedste i verden.

- Jeg vil ned og levere en præstation, som jeg selv kan være tilfreds med. Jeg glæder mig til at komme ned og vise de danske farver. Nu har jeg prøvet at komme med i to år, så jeg er vildt glad for, at det nu er lykkes, siger 19-årige Lasse Bækkelund til TV 2.

Lasse Bækkelund har ligesom August Rosenmeier valgt at spille med Brasilien, mens Frankrig er reserveholdet. Og hvor de fleste nok vil tro, at Neymar er hans oplagte nøglespiller, så har han rent faktisk en helt anden favoritspiller.

- Min yndlingsspiller hos Brasilien er Hulk på grund af hans styrke og hans hårde spark, som jeg kan udnytte til at score langskud med, som jeg er kendt for. Der er ikke så mange ved VM, der kender mig, så jeg håber, at jeg kan overraske nogen med det her våben, siger han.

Lasse Bækkelund mener, at han blot skal spille sit eget spil, for når han spiller op til sit bedste, så kan han – ifølge ham selv – slå alle.

Danskerduel bliver en tæt kamp

- Min største styrke ligger nok i, at når det går mig godt, så spiller jeg helt utroligt, hvor selv de mest umulige ting lykkes for mig. Til gengæld kan jeg godt miste koncentrationen, hvis noget går mig imod, og så går det ud over mit spil, så det skal jeg bestemt arbejde på op til VM, forklarer han.

Danske kendere af FIFA-miljøet kan håbe på en danskerduel – så sent som muligt i turneringen naturligvis. Og skulle det ske, at de to danskere ramler ind i hinanden, så er de begge sikre på, at det bliver en tæt kamp.

- Hvis jeg møder August, så får alle danske seere den kamp, de har ventet på i halvandet år. Han har været suveræn de seneste tre år, men efter jeg er kommet til, er jeg blevet spået til at være den, der kunne udfordre ham. Vi har ikke spillet mod hinanden i halvandet år, og dengang slog han mig 1-0. Siden da har jeg udviklet mig rigtig meget, og jeg er sikker på, det bliver en tæt kamp, der bliver afgjort af de små marginaler, vurderer Lasse Bækkelund.

Rivaler - men støtter hinanden

VM er delt op i fire grupper á fem spillere. De to bedste fra hver gruppe går videre til kvartfinalerne, hvor det er knald eller fald. Og skulle det ske, at August Rosenmeier ryger ud, så vil han heppe på sin danske landsmand.

- Hvis det nu skulle glippe for mig selv, så håber jeg selvfølgelig på, at Lasse kan gå hele vejen. Vi er rivaler, så længe vi begge er med turneringen, men jeg vil støtte ham, så længe jeg ikke selv har mulighed for at vinde, siger August Rosenmeier.