Vildt projekt: Vil lave computer til 59 kroner

At computere bliver hurtigere, mindre og billigere, er ved at være en kendt historie, men nu tager et lille selskab alligevel et spring mod den absolut billigste computer endnu.

Computeren hedder 'C.H.I.P.' og den ligner ikke nogen anden computer på markedet.

- C.H.I.P gør computerting. Arbejd i LibreOffice og gem dine dokumenter på det interne lager. Gå på nettet og tjek din email over WiFi og spil computerspil med en Bluetooth-controller, skriver folkene bag den lille computer på Kickstarter.

Den lille computer på størrelse med en tændstikæske indeholder en 1 gigahertz processor, 512 megabyte RAM, 4 gigabyte lager - og både WiFi og Bluetooth. Og folkene bag en populær Kickstarter-kampagne lover at give den til dig for 9 dollars (59 kroner).

Bygger på donationer

'Kickstarter' er en måde at få finansieret en god idé. Alle kan lægge deres projekter op, og brugerne kan så vælge, hvilke projekter de ønsker at støtte - som regel mod at få visse fordele, når produktet bliver en realitet. Ofte modtager man produktet tidligere end andre.

Og rigtig mange finder netop denne idé særdeles god. Firmaet bag, Next Thing Co., havde sat som mål at samle 50.000 dollars ind. Reglerne på Kickstarter er sådan, at hvis målet nås på 30 dage, modtager de pengene - hvis ikke, beholder alle bidragsyderne deres penge.

C.H.I.P har i skrivende stund indsamlet 1.269.886 dollars, og der er 22 dage tilbage af kampagnen.

Både stationær og mobil

For at kunne bruge computeren skal man som ved enhver anden stationær computer tilslutte skærm, tastetur og mus. Men så er man også kørende, lover Next Thing Co., der står bag idéen.

Ønsker man at være mobil, kan det også lade sig gøre. For 40 dollars (261 kroner) kan man tilkøbe 'PocketC.H.I.P.' som minicomputeren kan sættes i. Her kobles den sammen med et 3000 mAH batteri (samme størrelse som LG G4 kommer med), QWERTY keyboard og en 4,3 tommer trykfølsom skærm med en opløsning på 470 x 272.