Netflix tester nyt design: Alt bliver hurtigere

Den globale filmtjeneste, Netflix, bliver nemmere at bruge fra din computer. Det mener i hvert fald folkene bag Netflix, der ifølge The Verge gør sitet meget nemmere at bruge.

Nogle få, heldige brugere oplever i øjeblikket en ny, opdateret brugerflade på Netlix.

I stedet for den klassiske, langsomme karrusel i toppen af siden, lader det nye design brugeren udvide de enkelte film og serier for at se mere information. Det giver mere plads på siden, og man slipper for at vente på, at karrusellen viser det ønskede.

Færre forkerte klik

Med det nye design skal man i stedet klikke sig igennem de forskellige kategorier. Det, skriver The Verge, gør brugen hurtigere, samtidig med at man laver færre forkerte klik. I stedet for at hente en ny menu for at se skuespillere, episoder og mere information, kommer det nu op på samme side, når man klikker på en serie.

Ændringerne får web-klienten til at minde om en flottere udgave af Netflix på tablet. Indtil videre er opdateringen dog kun kommet ud til meget få brugere, og det er ikke blevet offentliggjort, hvornår - eller om - den kommer ud til resten af os.

Det er ikke første gang, Netflix opdaterer deres udseende. I juni 2011 førte en større 'nyskabning' en strøm af kritiske kommentarer med sig - uden at det dog fik tjenesten til at trække ændringerne tilbage - og tre år senere i juni 2014 kom endnu en større opdatering, som førte mindre kritik med sig.