Dansk app-succes når 10 millioner brugere

Den danske vin-app, Vivino, har netop rundet 10 millioner bruger. Det skriver finans.dk.

Grundlæggere af Vivino er netop nu i Danmark for at fejre de 10 millioner, ligesom man for to år siden gjorde, da de rundede 1 million. Og selvom firmaet nu har nået en kritisk masse - så mange brugere, at der kan laves penge på idéen - er der ikke planer om at sætte farten ned.

- Vi stopper naturligvis ikke her, men de er ingen tvivl om, at det er sjovere nu end tidligere, når vi ser på mulighederne for også at tjene penge på projektet, siger Heini Zachariassen til TV 2.

Han fik idéen til Vivino tilbage i 2009, og to år senere kom den første version af appen på gaden.

Nu skal der tjenes penge

Med 10 millioner brugere er det nu blevet tid til, at firmaet skal begynde at skabe et overskud. Det vil sige fire år efter første version af appen.

- Efter danske forhold er det nok relativt sent at fokusere på at skabe et overskud, mens det i Silicon Valley er ret tidligt. Vi har nogle meget stærke investorer i ryggen, som er med på, at det vigtigste har været at vinde markedet, siger Heini Zachariassen.

Og det har de gjort. Appen vil fortsat være gratis at bruge - med en premuim-version målrettet mod en lille gruppe brugere - men kontakten til forbrugerene vil komme til at koste vinsælgerne penge.

- Vejen til at generere et overskud er ret ligefrem med vores produkt, så vi er egentlig ikke så nervøse over det, siger Heini Zachariassen.

Find den næste vin

På trods af den umiddelbare succes, er der stadig områder, hvor produktet skal forbedres. Der kommer opdateringer til appen hver måned, og især ét område er i udviklernes fokus.

- Vi er ikke gode nok til at vise folk den næste vin, de skal vælge. Det handler meget om at finde en bestemt vin, og det kan vi. Men udforsknings-delen er ikke tilfredsstillende. Det skal vi gøre bedre, og det kan vi også, siger Heini Zachariassen.