Telia køber en bid af Spotify: Betaler trecifret millionbeløb

Det svenskfinske teleselskab Teliasonera og musiktjenesten Spotify knytter endnu tættere bånd.

Teliasonera har købt sig til en ejerandel på 1,4 pct. af det svenske streamingselskab.

Det fortæller de to selskaber i en pressemeddelelse.

Aktieposten koster 115 mio. dollar, hvilket svarer til 760 millioner kroner, og værdisætter dermed hele Spotify til 54,3 milliarder kroner.

Det fremgår ikke, om der er tale om en emission af nye aktier, eller om nuværende Spotify-aktionærer har solgt ud.

Samtidig vil de to selskaber, som i forvejen har samarbejdet i fem år, sætte gang i et fælles projekt for at udvikle Spotify inden for distribution, kundeindsigt, dataanalyse og annoncering, lyder det.