Ingen sex i videobrillerne - hvad med vold?

Når de første virtual reality-briller fra Facebook, Oculus Rift, kommer på gaden, bliver det uden sex eller pornografisk materiale.

Det skriver Business Insider.

Oculus Rift er en ny serie af virtual-reality briller, der hovedsageligt henvender sig til computerspillere. Firmaet, der startede som et Kickstarter-projekt, blev i marts sidste år solgt til Facebook for 13 milliarder kroner.

Derfor er det Facebook, der sætter rammerne for, hvilket indhold, der kan ses med brillerne.

Egen app-store

Brillerne får sin egen butik, 'Oculus Store' som man kender det fra Androids 'Play' og iPhones 'App Store', og det er her, de officielle grænser bliver sat.

- Oculus distribuerer kun indhold, som overholder deres retningslinjer, og de forbyder, at pornografisk materiale bliver en del af Oculus Store, fortæller en talsmand fra Facebook til Business Insider.

Det er der måske ikke noget overraskende i, men hvor det ikke var svært at få et afvisende svar om det pornografiske materiale, nægter man blankt at diskutere vold. Adspurgt om, hvordan Oculus vil håndtere voldeligt indhold på de familievenlige briller, svarer talsmanden.

- Oculus distribuerer kun indhold, som overholder deres retningslinjer, men de vil ikke oplyse om disse på nuværende tidspunkt.

Planer om sex-shop

Et af verdens største porno-netværk, PornHub, har ikke været sene til at se mulighederne i Oculus. På Reddit spørger en bruger, om en app store til 'voksent' materiale er i deres overvejelser.

- Det er med i vores planer. Forhåbentligt vil der blive produceret nok voksenmateriale (til Oculus, red.), svarer talskvinden.

Oculus Rift

Oculus Rift er navnet på et sæt virtual reality-briller.

De første briller til almindelige computerbrugere forventes at komme på gaden i starten af 2016.

Oculus startede som et Kickstarter-projekt.

I stedet for de 1,6 millioner kroner, som udviklerne havde bedt om, samlede projektet det ti-dobbelte ind.

To år senere købte Facebook hele herligheden for 13 milliarder kroner.

Ud over almindelige controllere til eksempelvis Xbox, vil man kunne styre sine spil med 'Oculus Touch', en controller til hver hånd, som systemet ved, hvor befinder sig.