Nej, din ven mangler IKKE 15.400 kroner på rejsen

Hvis du en af dagene modtager en mail fra en bekendt, der desperat har brug for 15.400 til at komme hjem fra sin rejse, så er der god grund til lige at sende ham en besked for at høre, om den nu er god nok.

Nigeria-brevene er tilbage - hvis de nogensinde har været væk - og de ligner 'rigtige' mails mere end nogensinde før, skriver Computerworld.

Der er to afgørende nye ting ved den nye version af Nigeria-mailene. For det første lover den dig ikke flere millioner, hvis bare du overfører et lille gebyr for transaktionen. Og for det andet kender du afsenderen.

Din ven er på rejse

I stedet bliver du bedt om et lån. Computerworld har modtaget flere breve, som starter:

- Jeg håber, at dette når dig i tide, Jeg tog en tur til Limassol, Cypern og havde min taske stjålet med indeholdende mit pas, kontanter og kreditkort fra mig.

Du bliver ikke lovet andet, end at afsenderen nok skal betale pengene tilbage hurtigst muligt, og brevene er derfor langt mere overbevisende end de klassiske Nigeria-mails.

Kontakt altid før afsendelse

Derfor kan rådet ikke gentages nok. Kontakt altid afsenderen af mails, inden du sender penge på tværs af verden.

Kender du på forhånd modtagerens kontonummer, er risikoen naturligvis mindre, men i overstående eksempel bedes pengen overført via Western Union. Og så er modtageren fuldstændig anonym. Det er altså umuligt at spore pengene, når først de er sendt af sted.