Facebook kan kende dig - selv med ryggen til kameraet

Hvis du lægger billeder på Facebook, har du sikkert oplevet, at programmet foreslår at tagge personer på billedet. Og at appen både ved, hvor der er et ansigt, og hvem personen er. Men nu behøver du ikke længere vise dit ansigt, før Facebook kan kende dig.

Det har længe været muligt for Facebook at genkende dit ansigt på billeder med meget stor nøjagtighed. Det gør dit liv lettere, når du skal tagge vennerne fra festen eller hele den pukkelryggede fra weekendens familiebesøg.

I et forsøg på et lukket netværk er det nu lykkedes at genkende hovedparten af personerne, uden de viste deres ansigt på billederne. Det skriver New Scientist.

40.000 Flickr-billeder

Forsøgs-teamet hentede 40.000 offentlige billeder fra billedtjenesten Flickr. På nogle af billederne kunne man se folks ansigter - på andre var de helt eller delvist skjult. Samtlige billeder blev kørt gennem et såkaldt kunstigt neuralt netværk - et system, der på nogle måder efterligner den menneskelige hjerne.

Mennesker er nemlig langt bedre end computere til at genkende mennesker, og derfor forsøger Facebook at lægge deres teknologi så tæt op ad hjernen som muligt.

Og det lykkedes i stor udstrækning. Testen gav en succesrate på 83 procent af de billeder, hvor folks ansigter var gemt fra kameraet.

Mark Zuckerbergs grå t-shirt

Den moderne ansigtsgenkendelse bygger i forvejen på en form for kunstig intelligens, hvor programmerne lærer af de billeder, der kører gennem systemet, og det er de muligheder, man har villet udforske.

- Der er en masse hints, vi kan bruge. Folk har karakteristiske træk, selvom man ser dem bagfra. For eksempel kan man meget let genkende Mark Zuckerberg, fordi han altid går med en grå t-shirt, siger Yann LeCun, chef for kunstig intelligens, ved Facebook.

Hvilket privatliv?

Sidst med ikke mindst rejser teknologien selvfølgelig nogle privatlivsspørgsmål, idet programmet kan finde dig på billeder, du ikke nødvendigvis er klar over, bliver taget. Eksempelvis på billeder, hvor du står i baggrunden med ryggen til.

PÃ¥ den anden side; hvis du er bekymret for dit privatliv, skal du nok slet ikke have en Facebook-konto.