iOS 9 sletter dine apps midlertidigt

Apple tilbyder ved sin nyeste opdatering, iOS 9, at systemet midlertidigt kan slette dine apps, så der bliver plads til at opdatere.

Programmerne kommer automatisk tilbage, når opdateringen er fuldendt. Det skriver The Verge.

Opdateringer fylder

Det kræver altid en god portion plads på din mobiltelefon eller tablet, når styresystemet skal opdateres, og har man en ikke helt ny model, kan det være svært at få plads til den seneste opdatering.

Det gav alvorlig hovedpine, da iOS 8 kom på markedet i september 2014. Opdateringen krævede hele 5,7 GB plads på iPhone og 7 GB på iPad, og det var et problem for mange med 16 GB-enheder.

  Læs også: Problemer med iOS8? Sådan installerer du

Nu har Apple sendt en langt mindre opdatering til iOS på gaden. Denne gang kræver det 'kun' ekstra 1,3 GB på din iPad og iPhone, men er du allerede på grænsen af, hvad enheden kan klare, kan der alligevel opstå pladsproblemer.

Det har udviklerne denne gang forberedt sig på. Derfor kan systemet selv - midlertidigt - gøre plads til opdateringsfilerne, som fylder mere end det endelige system.

For lidt plads til download

En Twitter-bruger har delt et screenshot fra opdateringen. Du kan se tweetet herunder.

- For at gøre plads til softwareopdateringen er der behov for at slette nogle apps midlertidigt. Alle slettede apps vil automatisk blive erstattede, når opdateringen er fuldført. Ønsker du at fortsætte?