Googles betalingssystem hacket

Google Wallet kom på gaden i USA sidste år, og fik rigtig gode ord med på vejen af både kritikere og af brugerne selv. Flere amerikanske butikker har taget teknologien til sig, der gør det muligt at registrere sine kreditkort og derved betale varer direkte med mobilen.
Men Google Wallet er ikke kommet til Europa endnu - heldigvis kan man fristes til at sige, da det nu er kommet frem at tjenesten meget nemt kan hackes, så folk der stjæler mobilen faktisk kan komme til ens kreditkort og andre oplysninger.
Alle Android-mobiler er udsatte
I går kom det frem at det kun var såkaldte rootede telefoner, der var udsatte. Altså telefoner som brugerne selv har åbnet op, så man kan installere hvad man lyster på mobilen. Her fortalte sikkerhedsbloggen Zvelo.com om et program kaldet Wallet Cracker, der gør det muligt at ændre den fire-cifrede pin-kode uden faktisk at kende den oprindelige kode.
Men det viser sig nu at være et langt mere omfattende sikkerhedshul. For det er ikke blot rootede mobiler, der er udsatte, men faktisk alle. Fremgangsmåden er dog anderledes på ikke-rootede telefoner, altså helt normale standard Android-mobiler, men princippet er det samme.
Du kan se her, hvordan det ser ud, når man hacker sig ind på Google Wallet på helt almindelige Android-mobiler.
Kun låse-skærmen kan holde folk ude
Indtil videre har Google selv kun kommenteret på gårsdagens historie, og gjorde netop opmærksom på, at brugerne ikke skulle roote deres mobiler, da det naturligt ville gøre den mere sårbar. Men dagens afsløring viser, at det egentlig blot er skærm-låsen, der kan holde folk ude.
Selv om jeg håber vi meget snart får muligheden herhjemme for at kunne betale via mobilen, så håber jeg da også at sådan et stort hul vil blive lukket hurtigst muligt inden vi får glæden af Google Wallet.
Hvordan ser I på sagerne? Tør I tro på betaling på mobilen efter dette?
Kilde: Thesmartphonecamp.com og Gizmodo



















