Fladskærme: Kort levetid gør det svært for forbrugerne

Foto: Scanpix

En lynhurtig teknisk udvikling betyder, at et tv ikke længere er et apparat, vi har stående i en lang årrække. Dit nye tv holder kun fem år, slår Branchen Forbruger Elektronik fast.

Den udvikling stiller også større krav til forbrugeren, der skal forholde sig til flere faktorer, når tv’et skal skiftes ud.

- Som forbruger i dag skal man tænke meget over, hvad man gerne vil med sit fjernsyn. Man kan ikke længere købe efter, hvilket mærke man plejer at købe, eller hvad man synes er pænt, siger Erling Madsen, der er kommunikationschef i brancheorganisationen.

At købe et fremtidssikret fjernsyn kan dog ikke lade sig gøre, vurderer han.

- Det ord bruger vi slet ikke mere, for når teknologien udvikler sig så hurtigt, giver det ikke længere mening, siger han.

Alligevel er der et par gode råd, som det er en god ide at have i baghovedet, når du fremover – og formentlig oftere og oftere – skal skifte dit tv ud.

Store skærme og flotte billeder

For det første skal man beslutte sig for, hvilken størrelse tv man har brug for.

- Hvis du for eksempel gerne vil se mange film og sportsbegivenheder, skal du måske have en stor skærm og et lydanlæg, der supplerer, råder Erling Madsen.

Hele to tredjedele af alle solgt fjernsyn er på 42 tommer eller derover. Hvor man førhen skulle sidde fire meter fra et tv på 40 tommer, skal man i dag kun sidde halvanden meter fra fjernsynet, hvis det har HD-opløsning. Derfor er der mange flere, der har fået plads til en stor skærm i stuen, forklarer han.

Billedkvaliteten skal du også være opmærksom på. Det kan være en god ide at kigge på skærmen lidt oppefra eller fra siden og teste, at billeder og farver stadig er klare og tydelige.

- Man skal også huske at tjekke, at det signal, man ser i butikken, også er det samme, som man har derhjemme. Man risikerer let at blive skuffet, hvis butikken viser højopløselige signaler, og man selv har standardsignaler, råder Uffe Foged Jespersen, der er chefkonsulent i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Derudover skal man undersøge, at alle stik og indgange passer sammen, så tv’et kan tilsluttes hjemme i stuen. Undersøg om tv’et har en digital modtager. Hvilken du skal have, afhænger af, hvordan du modtager dit tv-signal.