Så godt bliver dit fjernsyn at se på

At dit HD-tv bliver forældet med hastige skridt, er ikke nogen hemmelighed. Allerede nu kan man til ågerpriser købe afløseren, der har fire gange så høj opløsning som dit nuværende fjernsyn. Men hvad skal du egentlig være opmærksom på, specielt her i overgangsfasen?

I bund og grund er forkellen på de nuværende fladskærme og den næste generation ret let at forstå: Opløsningen på de nye 4K-fjernsyn er fire gange så høj, som den er på et almindeligt HD-tv.

4K har en fire gange så høj opløsning som almindelig HD, der igen har en langt højere opløsning end SD, som er det, man finder på almindelige DVD-film.

Det betyder, at detaljerigdommen i billedet er væsentligt bedre. Man får ganske simpelt mange flere fine detaljer med, og det er med til at give en langt bedre dybde i billedet. Og sandsynligvis gør det også en del Hollywood-skuespillere nervøse, for det betyder også, at man langt tydeligere kan se for eksempel fine rynker og porer i huden.

Langt smukkere billede

Og forskellen er til at få øje på. Vi har flere gange haft lejlighed til at nærstudere 4K skærme fra både Sony, Samsung, LG og Panasonic, senest ved et 4K-event afholdt af Sony. Før vi oplevede skærmene, havde vi en idé om, at der ikke ville være nogen større forskel, men 4K ser uden tvivl bedre ud, end hvad man er vant til.

4K, eller Ultra-HD, som det også kaldes, handler dog ikke kun om opløsningen, for antallet af billeder pr. sekund har også noget at sige. Når du ser en film i biografen, er den som oftest optaget med 24 billeder i sekundet, og fjernsynsprogrammer er optaget med 25 billeder i sekundet.

Men 4K lægger op til, at der skal være væsentligt flere billeder pr. sekund, potentielt helt op til 120. Et eksempel på, hvad flere billeder pr. sekund gør for billedet, er filmen Hobbitten, der er filmet i med 48 billeder pr. sekund - altså dobbelt så mange som konventionelle film.

Sony demonstrerer her, hvor stor forskel der er på visse farver, når den udvidede farveskala, som de er i færd med at indføre, bliver brugt. Fjernsynet til højre havde funktionen slået til, og specielt røde og blå farver blev klart forbedret.

En tredje ting, som man får med i købet, er antallet af farver. Det menneskelige øje er i stand til at opfatte langt flere farver, end fjernsynet kan genskabe. Men med 4K kommer en ny standard, der udvider antallet af farver, som skærmen kan genskabe. Sonys modeller fra i år har indbygget teknologien.

Priserne rasler ned

Det lyder jo altsammen rigtig godt. Desværre er prisen på 4K-fjernsyn stadig meget høj, selvom udviklingen går i den rigtige retning. Endda meget hurtigt. Da vi i fjor besøgte IFA-messen i Berlin i august, så kostede et 4K-fjernsyn på 84 tommer i omegnen af 200.000 danske kroner. Muligvis uden moms.

Men siden da er priserne raslet ned, og Sonys nye model på 55 tommer koster sølle 5.000 dollar - altså i omegnen af 40.000 kroner når skattefar har fået sin andel. Og i USA er der endda kinesiske modeller på markedet, som er helt nede på 1.400 dollar, men her kan vi ikke stå inde for kvaliteten. Men det siger meget om, hvor hurtigt det rent faktisk går.

Ved et 4K-event, som Sony netop har afholdt, gjorde de meget ud af at sammenligne deres 4K-skærme med LG’s, og der var da også en forskel at se, specielt i forholdt til detaljerigdom i fotos og ved opskalerede Bluray-film.

Et andet problem er, at der lige nu stort set ikke er noget indhold at få til den fine, dyre skærm. Nye film bliver i højere og højere grad optaget i 4K, da mange biografer har teknologien, og Sony er i gang med et større projekt, hvor de scanner deres enorme bibliotek af film i 4K. Desuden er alle nye tv-produktioner i Sony-regi i 4K. Men lige nu er der bare ikke nogen måde, hvor vi som forbrugere nemt kan få adgang til filmene.

Stream film i 4k

Der er dog forskellige løsninger på vej. Sony har for nyligt lanceret en medieafspiller, som giver adgang til 4K-film. Man får 10 film i 4K med i købet, og i løbet af sommeren vil Sony lancere en streaming-tjeneste med 4K.  Når PlayStation 4 kommer på markedet, vil den naturligvis også understøtte streaming-tjenesten. Streamingtjenesten lanceres desværre kun i USA i første omgang.

Den nuværende PlayStation vil ikke kunne understøtte den høje opløsning, men man kan dog installere en app, som gør det muligt at se almindelige fotos i 4K - langt de fleste kameraer tager fotos i en opløsning, der er langt højere end 4K.

Problemet er bare, at selvom man har 4K-tv, man har boksen, og man har en hurtig internetforbindelse, så kan der stadig være en flaskehals i form af ens HDMI-kabel, som på nuværende tidspunkt ikke understøtter den store mængde rå data, som 4K kræver.

Vi er dog sikre på, at der er en løsning på det problem på vej. Både i form af forbedret hardware og i form af nye, forbedrede komprimeringsmetoder til video, som er ved at blive lanceret.

YouTube og Netflix er med

Men andre end Sony vil også tilbyde streaming i 4K. For eksempel giver YouTube allerede nu mulighed for, at man kan se indhold i den oprindelige opløsning, hvilket ofte betyder 4K. Hvis man inde på YouTube søger på 4K video, så dukker der mange eksempler op. Men med mindre du rent faktisk allerede nu har en 4K-skærm, så kan du ikke se forskel på 4K og almindelig HD.

Netflix eksperimenterer også med 4K-streaming. Ved årets CES-messe i Las Vegas fremviste de teknologien, og vi er sikre på, at netop Netflix vil være nogle af dem, der kan hjælpe til med at udbrede 4K-teknologien, da streamingtjenesten allerede nu har en enorm mængde kunder rundt om i hele verden.

Som det er nu, kan fysiske medier som Bluray ikke understøtte 4K - der er simpelthen ikke noget plads på skiverne, og 4K kræver ting, som ikke er understøttet i Blurays nuværende form. Dog kan alle 4K-skærmene opskalere almindeligt HD-indhold fra Bluray til 4K. Resultatet er ikke perfekt, men det ser faktisk rigtig godt ud.

Derudover kommer der fra Sonys hånd en række film, som er “Mastered in 4K”, altså hvor filmene er nedskalerede versioner af 4K-indhold. Det gør, at der er nøje kontrol med de algoritmer, der skal bruges for at opskalere indholdet til 4K-skærmen, hvilket betyder, at filmene vil tage sig bedre ud end de film, der ikke er mastered in 4K.

Desuden indeholder disse film langt flere farveinformationer end de almindelige skiver, noget som Sony har været så snedige at sørge for, at netop deres skærme kan vise, hvis ens Bluray-afspiller, fx PS3, understøtter.

Lige rundt om hjørnet

Så selvom 4K ikke helt er her endnu, udover i biograferne, så er det lige rundt om hjørnet. Priserne udvikler sig særdeles gunstigt fra et forbrugersynspunkt, og indholdet er på vej - desværre dog i begrænset omfang i første omgang.

Men der kan næsten ikke være nogen tvivl om, at 4K er fremtiden. Alle producenter arbejder med 4K-produkter, og netop derfor, og fordi 4K er valgt som den nye standard i biografen, så er der ingen tvivl om, at det vil komme ud til forbrugerne relativt hurtigt.

Hvor langt skal 4K-fjernsyn ned i pris, før I vil investere i et?