Sådan kommer du i gang med e-Boks

Fra 1. november er det ikke længere muligt at modtage fysiske breve fra det offentlige - i stedet får du det hele digitalt.

Fremover skal du læse din post på borger.dk eller e-Boks.dk. Er du ikke kommet ordentligt i gang med at bruge tjenesten e-Boks endnu, kan du følge guiden herunder.

Vær opmærksom på, at den tager udgangspunkt i adgang fra en webbrowser på computeren.

Opret e-Boks

- Skriv e-boks.dk i din webbrowser for at komme i gang. I øverste højre hjørne klikker du på ’Ny bruger’, hvorefter du vælger ’Opret privat’

- Du kan oprette din e-Boks med Digital Signatur eller NemID, og du vælger selv, hvilken adgangsvej du ønsker at benytte. Mens Digital Signatur er en ’nøgle’, der er installeret på din computer, bruger NemID, der er den nye digitale signatur, et nøglekort, og derfor kan du med NemID logge på fra alle computere, smartphones og tablets i Danmark og i udlandet

Adgang til e-Boks

- Når du fremover skal logge på, skal du gå til e-Boks’ webside og klikke på ’Log på privat’. I ’Indstillinger’ under ’Menu’ øverst til højre kan du - foruden at rette i dine personlige oplysninger - aktivere mobiladgang til e-Boks, så du også kan gå på fra en mobil enhed. For at logge på e-Boks fra en mobil enhed skal du indtaste cpr-nummer, adgangskode og den aktiveringskode, som du får, første gang du aktiverer adgangen

- e-Boks har udgivet apps til iOS, Android og Windows Phone

Tilmeld post

- Når du er logget på e-Boks, skal du i gang med at tilmelde afsendere, så du kan få post i din nye digitale postkasse. Det gør du ved at klikke på fanen ’Tilmeld afsendere’ øverst på siden. Her får du en kategoriseret oversigt over mulige afsendere

- Det er ikke muligt at tilmelde udvalgte offentlige myndigheder til din e-Boks. I stedet skal du tilmelde al post fra det offentlige

- Du kan også tilmelde private virksomheder. Du finder de enkelte afsendere ved at søge efter dem i søgefeltet eller ved at klikke på en kategori og derefter vælge de enkelte afsendere på listen

- Du kan til enhver tid administrere tilmeldte afsendere i ’Tilmeldinger’ under 'Menu'

Arkivering og sortering af post

- Din e-Boks-indbakke dukker automatisk op, når du logger ind. Ellers kan du altid finde den ved at klikke på ’Indbakke’ i venstre side. Selve designet minder om det, du kender fra andre email-tjenester.

- I venstre side har du en oversigt over dine mapper. For at åbne og læse post skal du klikke på det dokument, du ønsker at læse

- Du kan oprette egne mapper ved at klikke ’Opret mappe’

- Ønsker du at flytte dokumenter fra en mappe til en anden, er der flere måder at gøre det på. Den hurtigste er at trække dem til den ønskede mappe. Du kan oprette en ny mappe i forbindelse med flytningen og behøver derfor ikke gøre det inden

- Med funktionen ’Arkiveringsregler’ bliver post fra indbakken flyttet til mapper baseret på type eller afsender, og på den måde kan du lettere holde orden i din e-Boks. Reglerne kan indstilles, så arkiveringen sker automatisk, når posten lander i indbakken, eller manuelt, når du i indbakken klikker på ’Arkiver’. For at oprette en automatisk regel skal du vælge ’Indstillinger’ under 'Menu' og klikke på menupunktet ’Arkiveringsregler’

Få besked om ny post

- Du kan vælge at få en påmindelse via email, når der kommer ny post i indbakken. Det gør du ved at finde 'Indstillinger' under 'Menu', vælge 'Besked om ny post' og følge vejledningen

Gem egne dokumenter

- Du kan selv gemme dokumenter, som du ønsker at passe særligt godt på, i din e-Boks - det kan eksempelvis være din dåbsattest, dit eksamensbevis eller din vielsesattest. Klik på 'Upload dokument' i øverste højre hjørne og følg vejledningen

Send post

- e-Boks handler ikke kun om modtagelse af post - du har også mulighed for at skrive beskeder til offentlige myndigheder i Danmark.

- I indbakken klikker du på ’Skriv ny post’ øverst til højre for at oprette en ny besked, og derefter kan du søge efter modtageren

Sletning af dokumenter

- Klik på fanen ’Indbakke’, og vælg den mappe, der indeholder det pågældende dokument. Derefter markerer du dokumentet - eller dokumenterne - og klikker på ’Slet’. Husk at trykke på ’OK’ for at bekræfte sletningen

- Når du har slettet et dokument, bliver det flyttet til papirkurven, hvor det efter 30 dage automatisk bliver slettet, og derefter kan det ikke genskabes. Fortryder du inden de 30 dage er gået en sletning, skal du blot flytte dokumentet tilbage til en anden mappe end papirkurven

Delt adgang

- Du har mulighed for at give andre adgang til din post i e-Boks - det kan være praktisk, hvis der for eksempel er en i husstanden, som står for at betale regningerne

- Under ’Indstillinger’ i fanebladet ’Menu’ klikker du på ’Adgange’ og vælger ’Giv andre adgang’. Herefter følger du vejledningen på skærmen

- Når brugeren er oprettet, skal vedkommende logge på sin e-Boks og aktivere din adgang med den adgangskode, du har fået

Husk

- Der gælder samme juridiske retsvirkning til eksempelvis betalings- og klagefrister for breve, som du modtager i din e-Boks, som hvis de var modtaget med fysisk post

- Du er selv ansvarlig for løbende at tjekke, om du har modtaget ny post i din e-Boks

ALT, HVAD DU SKAL VIDE OM DIGITAL POST:

Har du mistet overblikket? Brug to minutter på denne oversigt for at forstå digital post.

Her kan du læse en guide til, hvordan du fremover undgår at overse en betalingsfrist, en rykker eller en vigtig besked om dit barns institutionsplads.

Er du endnu ikke tilmeldt digital post? Bare rolig: Du bliver tilmeldt automatisk 1. november. Læs mere om det her.