Sådan sikrer du dit digitale eftermæle

Vi tænker ikke over, hvad der sker med hele vores digitale liv, når vi dør.

Det viser specialeafhandlingen ’Døden i Den Digitale Tidsalder’, som cand.it Astrid Waagstein fra IT-Universitetet står bag.

Hvis du ikke videregiver adgangskoder til blandt andet online-profiler, computer og mobiltelefon, inden du dør, risikerer du, at de digitale oplysninger forsvinder med dig. Det gælder alt fra feriebilleder over musik til vigtige emails.

Astrid Waagstein kommer her med sit bud på, hvad man kan gøre for at sikre sit eftermæle uden at gå på kommpromis med sikkerheden:

- Man skal være påpasselig med at nedskrive adgangskoder og have dem liggende. Men hvis der ikke er personfølesomme oplysninger i det, koden giver adgang til, synes jeg, du skal fortælle koden til dine nærmeste – altså de personer, som indholdet kan få betydning for. Skriv koden ned, og sørg for at lave en form for kryptering, som de forstår. At opbevare koden i en bankboks kan være en løsning, siger hun til tv2.dk.

Gem på ekstern harddisk eller i sky-tjeneste

It-sikkerhedsekspert Peter Kruse fra CSIS tilføjer, at der er flere måder, du kan gribe videreførslen af oplysningerne an på.

- Du kan gemme vigtige filer og passwords til dine online-konti på en ekstern harddisk, der kan krypteres for et ekstra lag sikkerhed, siger han.

En anden mulighed er at gemme tingene i en sky-tjeneste og give ens nærmeste adgang med det samme. Nogle cloud-services koster penge, og sikkerhedsniveauet kan også variere, så det er en god ide, at læse betingelserne grundigt, inden du vælger tjeneste, opfordrer sikkerhedseksperten.

Desuden har Landsforenigen Liv og Død, som er medejer af kæden Danske Bedemænd, for nylig tilføjet den digitale arv som et punkt i dokumentet 'Min Sidste Vilje', hvor danskerne kan tage stilling til deres egen død og begravelse eller bisættelse for at hjælpe de pårørende. Det betyder, at det nu er muligt at skrive blandt andet diverse brugernavne og koder ind i dokumentet.

Del din e-Boks

Fra 2014 bliver stort set al post fra det offentlige leveret digitalt, og derfor er det en rigtig god ide at være opmærksom på, hvordan du sikrer, at dine pårørende kan få adgang til din e-Boks, når du går bort.

Eksempelvis findes der en funktion, som giver mulighed for at dele hele din e-Boks eller bestemte mapper eller filer med dine nærmeste. Er denne funktion aktiveret, gælder den også efter din død, og det er især relevant at vide, fordi e-Boks eksisterer i 15 måneder efter et dødsfald – her kan der stadig gå post ind i indbakken.

Det skal man gøre som pårørende

Hvis du står som pårørende til an afdød, som ikke har sikret sin digitale arv, skal du forholdsvist hurtigt kontakte relevante virksomheder og tjenester. Nogle har specifikke regler, der betyder, at data vil blive slettet efter lang tid med inaktivitet eller efter en konto er blevet lukket ned.

- Det er en god ide at gøre sig bekendt med betingelserne, når man opretter en profil på en service. Her fremgår det ofte, hvordan de forholder sig under dødsfald. Facebook har eksempelvis rettighederne til alt, hvad du lægger op på sitet, siger Peter Kruse.

Ved dødsfald anmelder man det til Facebook, som så opretter en speciel mindeside, som ikke kan opdateres. Alle billeder på siden vil dog stadig være tilgængelige. Hvis man er en nær slægtning, kan man anode selskabet om at få siden fjernet helt.

Skrevet af Thomas M. Rasmussen/Louise Kielstrup