Udskift dine kodeord: Sådan gør du det stærkt

Et hav af de store tjenester og websider opfordrer dig til at ændre dine kodeord efter Heartbleed-fejlen er blevet kendt. Fejlen gør at kommunikationen mellem dig og en sikker side (eksempelvis Facebook) ikke længere er så sikker.

Vi har lavet listen over hvor du skal ændre kodeord, men hvordan laver du så den gode kode. Det hjælper sikkerhedsfirmaet CSIS med, der tidligere har lavet en undersøgelse, der afslører, at danskerne generelt er uhyggeligt dårlige til at lave koder.

Men en stærk adgangskode er vigtig, hvis du vil beskytte dine oplysninger og dermed færdes mere sikkert på nettet. Herunder kan du få hjælp til at lave en sikker adgangskode.

Drop navne, alder og fødselsdag

- En adgangskode skal være minimum otte cifre lang og give mening for dig, men bør ikke have et specifikt mønster. Undgå adgangskoder, der kun eksisterer af ord, man kan finde i ordbogen, indeholder dit navn, brugernavn, alder, fødselsdag eller andre oplysninger, der relaterer sig til dig og derfor nemt kan gættes

Kompleksitet er vigtigt

- Brug både store og små bogstaver i din adgangskode, og flet et eller flere tal ind. Et ’l’ kan eksempelvis erstattes af et ’1’-tal. Brug gerne specialtegn – ’S’ kan eksempelvis erstattes af ’$’. Jo mere varietet, der er i din adgangskode, jo bedre

- Find for eksempel et citat fra en bog, sang eller film, som du kender godt. Ændr sætningen ved eksempelvis at sætte et nyt ord ind, forkorte et ord, stave et ord forkert med vilje, tilføje tal og tegn, fjerne nogle af mellemrummene eller kombinere en del af sætningen med en anden sætning, der giver mening for dig. Vær dog sikker på, at adgangskoden ikke er for svær at huske

Brug forskellige adgangskoder

- Undgå at bruge den samme adgangskode til flere konti og tjenester på nettet, da it-kriminelle kan stjæle adgangskoder fra websider med dårlig sikkerhed og bruge dem til at få adgang til mere sikre services som eksempelvis din netbank

- En effektiv måde at huske dine forskellige adgangskoder på er ved at tilføje et ord eller en unik bogstavrække i begyndelsen eller slutningen af din sætning. Du kan for eksempel skrive ’FB’ (hvis det er adgangskoden til din Facebook-profil)

Gem koden et hemmeligt sted

- Du kan overveje at skrive din nye adgangskode ned på et lille stykke papir og gemme det et ’hemmeligt’ sted, eksempelvis i æsken med dine madopskrifter, indtil du kan huske det udenad. Skriv det ikke ind på computeren.

- Sikkerhedsfirmaet DK-CERT anbefaler desuden, at du bruger gratis-programmet Free Password Manager, som opbevarer dine koder i krypteret form

Skift kode ofte

- Lav ofte dine adgangskoder om. Du kan for eksempel lave en automatisk påmindelse på din telefon hver tredje måned, der minder dig om, at det er tid til ændre dine adgangskoder til email-konti, netbank, sociale medier og lignende

Test din adgangskode

- Hvis du ønsker at teste styrken af din adgangskode, kan du bruge en password-tester som for eksempel dette værktøj fra Microsoft

Kilder: CSIS/DK-CERT/Microsoft