10 tech-ting du bare IKKE skal gøre

I bedste/værste smagsdommer-stil kommer vi her med vores liste over 10 ting du bare skal lade være med – lige nu! Du kender sikkert godt den lille fordømmende stemme inde i dig, der plaprer op, så snart du ser noget helt forkert i gadebilledet. Det kan være et hæsligt sæt tøj, en mærkelig frisure eller når nogen bruger teknologien helt forkert.

Men de fleste af os, er jo opdraget ordentligt, så vi siger ikke noget til dit åbne ansigt på gaden, selv om vi virkelig gerne ville. Men i stedet henviser vi pænt til denne liste.

Stop med at:

* Optage video med mobilen på højkant

Det eneste tidspunkt det er en god ting at optage film med mobilen på højkant, er aldrig! Videoer skal optages horisontalt, så vend mobilen på langs og prøv igen. Hvor mange film og videoer har du måske set på fjernsynet i et absurd højt format?

* Tjekke websider på din fladskærm

Ja vi har forstået, at smart tv er kommet for at blive, og nu har du jo lige pludselig en større skærm til at tjekke Beep på. Men her vil brugervenligheden (læs: det modsatte) nok alligevel lære dig lektien, at det gør man bare ikke.

* Optage film og tage billeder med tablet

Igen er der her en større skærm og du har den jo lige ved hånden, så hvorfor ikke? Simpelthen bare fordi! Du ser dum ud, alle ved du ser dum ud og hvorfor i det hele taget taget blokere dit udsyn med en stor plade?

* Tage alle dine gadgets op af tasken i toget

Der findes dem (host host…ikke mig), som har så mange produkter i tasken, at de ikke kan holde dem nede, når de sidder i toget. Hvis du har pendlet mellem Aarhus og København vil du have oplevet en rejsende der tager alt sit grej frem på bordet – bare lige for at vise, at han har det. Vi gider ikke se på det…David!

* Have næsen konstant nede i mobilen

Du skal liiige tjekke om der er kommet et nyt tweet eller opdatering på Facebook siden du tjekkede for 2 sekunder siden. Det kan jo også være, der er kommet en vigtig mail. Tro os – så vigtig er ingen! Kig op og tag dig sammen.

* Høre musik fra mobilens latterlig dårlige højtalere

Det ene nummer med Daft Punk er så super overdrevet fedt, at det selvfølgelig skal høres overalt. Men alle skal da lige høre, at du hører det. Så du spiller da glædeligt musikken for dem på mobilens højtalere. Men det lyder af lort, så stop dine øre til med hovedtelefoner og hold det bare for dig selv – lige nu!

* Tage billeder af dig selv i spejlet

Det er helt enkelt! Det lader du bare være med. Selv om du har et nok så smukt hår, flotte spændte muskler eller en fin sømandsbluse, så få dog i det mindste sat et fotostudie op, så du kan få taget de modelbilleder du drømmer om.

* Udtale eller skrive tingene forkert

Den næste der siger abb, skriver I-phone eller laver ”en statusopdatering på Twitter” og som IKKE kan se det forkerte i det, læser sikkert alligevel ikke dette her, så det er vel egentlig os, der bare skal lade være.

* Holde mobilen tændt selv når du bliver bedt om at slukke den

Hvad blev der lige sagt! Sluk nu bare mobilen i biografen eller i flyveren, når du bliver bedt om det. Og vi siger det gerne igen – så vigtig er der ingen der er.

* Lave lister over hvad andre folk ikke må gøre

Det er jo møgirriterende og bedrevidende at gøre, så lad da være – lige nu! Og vi ved du har flere forslag, så kom med dem i stedet.