Alt det er gået galt for Instagram

Det Facebook-ejede billednetvæk Instagram rundede i foråret – bare to et halvt år efter lanceringen - 100 millioner aktive brugere om måneden og er dermed et af de hurtigst voksende sociale medier.

Og det er på trods af, at tjenesten faktisk allerede har stået midt i flere alvorlige kriser. Senest er en chokerende tendens kommet frem i lyset: tv2.dk har onsdag afsløret, at man ved simple søgninger på tjenesten kan finde billeder af små drenge i seksuel samkvem med voksne mænd, og det har fået organisationen Red Barnet op i det røde felt:

- Børneporno er forbudt, og derfor er det virkelig alvorligt, siger Jon Kristian Lange, der er seniorrådgiver i børns digitale liv hos i Red Barnet, til tv2.dk og opfordrer på det kraftigste folk til at anmelde det, hvis de skulle støde på børneporno på Instagram, ligesom han og Red Barnet vil arbejde hårdt på at få stoppet tendensen.

Herunder kan du se en oversigt over de andre Instagram-sager, der gennem tiden har kastet særdeles negativ omtale af sig.

Instagram udvikler sig til sexvindue

I september 2012 kom det frem, at den ellers så uskyldige billeddelingstjeneste var gået hen og blevet en populær app til deling af nøgenbilleder. Ved at tagge deres billeder med ord som #handbra #instasex og #instaboobs kunne unge nemt og uprovokeret dele nøgenbilleder, som var lette at finde for resten af verden.

Brugerne vender Instagram ryggen

Det mest skelsættende øjeblik for tjenesten - foruden milliard-opkøbet fra Facebook - var i december sidste år, hvor ændrede brugervilkår førte til en regulær brugerstorm verden over: Såvel kendisser som ’almindelige’ brugere truede med at hoppe af netværket.

De opdaterede brugervilkår gik ud på, at Instagram fik mulighed for at dele billeder med blandt andet Facebook og andre samarbejdspartnere i kommercielt øjemed uden samtykke fra brugerne.

Ændringerne blev så dårligt modtaget af brugerne, at Instagram-stifter Kevin Systrom i en officiel meddelelse måtte berolige dem med, at Instagram ikke ville sælge billeder til tredjepart. Ændringerne blev helt trukket tilbage i sidste øjeblik.

Instagram-mobning fører til optøjer i Sverige

I december 2012 kom Instagram i vælten i medierne på grund af ballade om spredning af krænkende billeder af og rygter om en række mindreårige svenske piger.

Mange hundrede unge gik på gaden i Göteborg for at få fat i den eller de personer, der stod bag Instagram-kontoen, der blandt andet kaldte pigerne for ’ludere’.

Optøjerne betød, at to gymnasier i byen var lukket i flere dage, mens i alt 27 unge blev anholdt. To unge piger på henholdsvis 15 og 16 år er siden blevet dømt i sagen og skal betale i alt 570.000 svenske kroner i erstatning til ofrene.

Sagen gav genlyd i flere andre lande – blandt andet i Danmark, hvor debatten rasede. Red Barnet oplyste dengang, at de var glade for at få fokus på, hvad børn deler på sociale netværk.

- Skrækhistorier som den aktuelle fra Sverige kan bruges til at få især de større børn til at forstå, hvilke konsekvenser det kan have at dele eksempelvis billeder på nettet, sagde programkoordinator i Red Barnet Marianne Pihl til tv2.dk.

Unge bruger Instagram som anoreksi-legeplads

For få uger siden kom det frem, at unge danske piger, der lider af en spiseforstyrrelse, flittigt bruger Instagram til at dyrke deres sygdom.

Her forherliger de nemlig anonymt deres anoreksi ved eksempelvis at sulte sig i en time for hvert ’like’ deres billede får, mens andre piger følger med og støtter dem i at holde fast i spiseforstyrrelsen, der for dem snarere er en livsstil end en sygdom.

Flere eksperter på området slog øjeblikkeligt alarm, og Instagram meddelte, at konti og hashtags, der tilskynder til spiseforstyrrelser, vil blive slettet.

Narko-billeder trender på Instagram

I USA er det blevet trend for unge narkomaner at udstille deres misbrug med billeder af joints, kanyler og piller på Instagram under hashtags som #junkie og #needle.

Trenden er nu kommet til Danmark, og det fik for få dage siden Red Barnet til at opfordre danske forældre til at komme ind i kampen og blande sig mere i deres børns liv:

- Det skal ses som et råb om hjælp. De unge mennesker, der gør det her, vil egentlig gerne have hjælp. Når man sidder i suppedasen, har man svært ved at snakke om det, og så kan det være nemmere at vise det frem. Så på den ene side er det et råb om hjælp. På den anden side er det et udtryk for en selveksponering, sagde Jon Kristian Lange fra Red Barnet til tv2.dk.