Apple efter udskældt iOS-opdatering: Undskyld

Apple er kommet i modvind, efter at selskabet onsdag frigav en opdatering til det nye mobile styresystem iOS 8, der ikke som forventet rettede småfejl, men derimod skabte nye problemer for brugerne.

Apple måtte med det samme trække opdateringen tilbage, og en talsmand fortæller nu til det amerikanske tech-site The Verge, at selskabet ”arbejder i døgndrift” på en ny opdatering, som rent faktisk virker, som den skal.

Den er ifølge talmanden klar ”i løbet af de næste dage”. I mellemtiden har Apple udsendt en officiel guide til, hvad uheldige brugere, der nåede at opdatere deres enhed til den fejlramte iOS-version 8.0.1, skal gøre.

- Vi har en løsning til iPhone 6- og iPhone 6 Plus-brugere, der har mistet mobilforbindelsen og Touch ID-funktionaliteten i dag efter at have opdateret til iOS 8.0.1. Berørte brugere kan geninstallere iOS 8 gennem iTunes. Vi undskylder for den store ulejlighed, siger talsmanden og henviser til guiden på Apples webside.

iOS 8.0.1 blev sendt ud onsdag - blot en uge efter, at iOS 8 blev frigivet til iOS-brugerne verden over. Opdateringen skulle fikse en håndfuld småproblemer, herunder blandt andet problemer med at få det nye HealthKit til at virke optimalt.