Apple-forhandler: Næsten panikagtig stemning i weekenden

Billedet her fra en Humac-butik med lange køer. Foto: Humac

Apple kunne pludselig melde ud fredag morgen, at de havde påbegyndt et ombytningsprogram med defekte opladere, der havde en risiko for at overophede. Det var uden at oplyse forhandlerne, som skulle stå for ombytningen.

Hos Humac blev man derfor noget taget med bukserne nede, da flere tusinde skræmte kunder næsten løb landets butikker over ende.

- Vi var ikke forberedte på det på nogen måde. Vi så det selv på Apples hjemmeside fredag morgen, og vi har slet ikke nok opladere på lager, fortæller Humacs landechef, Michael Beck til Beep.

Ingen grund til panik

Han fortæller, at de har haft mere end tre gange så mange kunder i alle deres butikker end på almindelig lørdag. Folk har måtte stå i kø for at få hjælp. Mange er direkte skræmte og bange for at deres opladere kan være skyld i en ildebrand i hjemmet.

Michael Beck vil dog berolige kunderne.

- Danmark er et af de lande i verden, hvor der er flest iPhones per indbygger, så det fylder meget hos folk. Men af de over en million berørte opladere herhjemme, så har vi ikke oplevet ét eneste tilfælde af overophedning, slår landechefen fast.

Så det gælder om at slå koldt vand i hovedet. Og det er der også god grund til. For det tager 4-5 dage at få byttet sin oplader til ny, oplyser Humac.

4-5 dages ombytning

- Helt optimalt kan man sige, at hvis vi modtager en oplader i dag, sender vi den senere på dagen. Den bliver ombyttet i morgen og sendt retur hertil i overmorgen. Det tager desværre tid, fortæller Michael Beck.

Han råder dog også folk til i stedet, at lade alternativt indtil da. Enten ved at købe en anden oplader eller låne sig frem. Og så komme ned forbi butikken, når det passer en.

Fra den 18. juni kan man også bytte sin defekte og berørte oplader via nettet her.