Apple kalder MacBook Air-modeller tilbage

Har du en MacBook Air, der er købt mellem juni 2012 og juni 2013, skal du være opmærksom på, at indmaden i din maskine kan være defekt.

Det drejer sig om modeller udstyret med henholdsvis 64 og 128 gigabyte flash-lager, som på grund af en systemfejl kan forårsage tab af data.

Derfor anbefaler Apple, at du først og fremmest installerer MacBook Air Flash Storage Firmware 1.1-opdateringen, som tester din enhed og finder ud af, om den er ramt af fejlen. Det gør du ved at gå til Apples Support-side og klikke på ’Download’.

Er den berørt af fejlen, kan du få den erstattet gratis af Apple selv eller en autoriseret Apple-forhandler. Du kan finde mere information om ombytningsprocessen her. Ifølge Apple bør du ikke installere nye programmer, ligesom du skal sørge for jævnligt at lave backup af dine filer, indtil din maskine har fået et nyt flash-lager.

Apples nordiske pressemand skriver i en mail til tv2.dk, at problemerne gælder MacBook Air solgt i hele verden - herunder også Danmark - i den nævnte periode.