Apple kræver vildt beløb for solgte Samsung-enheder

Det er vist ikke nogen hemmelighed, at elektronik-giganterne Samsung og Apple ikke er de bedste venner. Flere års bekrigelse af hinanden i diverse retssager har resulteret i at millioner af dollars er blevet flyttet mellem de to virksomheder.

Og nu er parterne på vej til en ny retssag. En retssag der kan blive ekstremt dyr for sydkoreanske Samsung, hvis den går Apples vej. Apple kræver nemlig hele 40 dollars per solgte Samsung-enhed, der ifølge Apple bryder loven om ophavsret, det skriver Foss Patents.

Det er fem patenter, som Apple mener at Samsung har brugt uden tilladelse. Det drejer sig blandt andet om data-synkronisering og swipe for at lukke telefonen op.

Usædvanligt højt beløb

Apple har tidligere trukket sig sejrrigt ud af retssager mod Samsung. Men der har slet ikke været tale om så store beløb, som de nu kræver af deres konkurrent.

En lignende retssag mellem de to kombattanter kostede i 2012 Samsung over 900 millioner dollars. Ifølge Foss Patens var kravet fra Apple dengang cirka syv dollars for tre patenter, der blandt andet involverede funktionen tap for at zoome. Altså væsentligt mindre end Apple kræver denne gang, hvor de i gennemsnit kræver otte dollars per patent.

Hvis Apple kommer igennem med deres høje krav, vil det gøre det meget svært for Samsung at tjene penge på de fleste af deres smartphones i fremtiden.

Ikke første gang de mødes i retten

Det er langt fra første gang at de to virksomheder går rettens vej for at afgøre stridigheder. Faktisk har de mødtes i retssalene kontinuerligt siden den 30. juli 2012, hvor Apple for første trak Samsung i retten for at have brudt en del af deres patenter. Apple beskyldte dengang Samsung for blandt andet at have kopieret design og funktioner.

De mange retssager er både blevet kæmpet på Samsungs hjemmebane Sydkorea og i USA, hvor Apple kommer fra. Der har også været adskillige retssager på Europæisk grund. Og meget tyder altså på, at det ikke er sidste gang vi ser de to firmaer bekæmpe hinanden.