Apple vil give din bil iOS

Apple er nu på banen med CarPlay, der indbygger selve deres iOS direkte i bilen, og som ifølge dem selv er en mere smart og sikker måde at bruge din iPhone i din bil.

Med CarPlay vil det være muligt at foretage opkald, indtale og aflytte SMS-beskeder eller lytte til telefonbeskeder, imens du kører, ved hjælp af stemmestyring, så du slipper for at fjerne dine hænder fra rattet.

Derudover vil du have adgang til iPhones funktioner via din bils kontrolpanel. Ifølge Apple vil de apps du skal bruge i bilen være gentænkt, så du kan bruge dem, mens dine øjne og hænder bliver, hvor de hører til under kørsel.

Stemmestyret musik

Til CarPlay følger iTunes Radio. Her vil du kunne få adgang til spillelister, kunstnere og sange ved at bruge bilens kontrolpanel.

Du kan også fortælle den digitale assistent Siri, hvad eller hvem du gerne vil lytte til, og så sørger den for resten. Udover iTunes vil det være muligt at benytte andre musiktjenester som for eksempel Spotify.

Apple Maps følger naturligvis også med til CarPlay. Kortet vil kunne ses på bilens kontrolpanel med trafikmeldinger, vejviser og køretid.

Kun på udvalgte biler

CarPlay vil blive præsenteret på Geneva International Motor Show, som begynder i denne uge. I første omgang vil det blive vist til Ferrari, Volvo og Mercedes men andre bilmærker som Toyota, Honda, Ford og BMW kommer også til at bruge systemet.

Det vil kun være muligt at få CarPlay til udvalgte biler af de forskellige mærker. Apple har endnu ikke offentliggjort, hvilke bilmodeller der kan bruges med systemet.

CarPlay vil komme som en del af en iOS 7-opdatering, og i første omgang vil det kun være til iPhone 5C, 5S og 5.

Det vides endnu ikke præcis, hvornår CarPlay kommer, men Apple lover, at det bliver i løbet af 2014.

DU KAN LÆSE MERE HER