Bekræftet: Facebook lancerer nu videoreklamer

OPDATERET: Reklamer på Facebook er langt fra en ny ting. Det er en gratis tjeneste, og et sted skal firmaet kunne tjene penge. Så reklamerne og de sponsorerede indlæg har man måtte finde sig i.

Og nu kommer de længe ventede og frygtede videoreklamer på siden. Videoerne er selvafspillende, så de begynder helt af sig selv, så snart man scroller ned forbi. Og ligesom de nuværende sponsorede indlæg kommer de i dit newsfeed og de kan ikke fjernes.

Den amerikanske avis Wall Street Journal mener at vide, at Facebook nu åbner op for den første videoreklame på torsdag den 19. december. Det vil være en reklame, der er konkret produceret til Facebooks brugere i form af en 15 sekunder lang trailer for filmen Divergent.

Facebook-brugere er notorisk kendt for at have stærke holdninger mod enhver forandring og fornyelse Facebook kommer med, så der skal nok være en del modstand mod det store skridt imod det kommercielle. Men det er en umulig kamp, da investorerne har set pengesporet.

Om de danske brugere også får videoreklamer den 19. december er ikke helt sikkert, men på et snarligt tidspunkt vil det utvivlsomt ske.

OPDATERET:

Facebook har nu bekræftet, at de vil lancere videoreklamerne, der begynder af sig selv, til et mindre antal brugere i første omgang.

Kilde: Wall Street Journal via The Verge