Billig iPhone en realitet: Som iPhone 5 i plastik

Foruden efterfølgeren til iPhone 5, iPhone 5S, løftede Apple tirsdag aften dansk tid sløret for sin nye billige telefon, iPhone 5C, som skal tage kampen op mod Samsung på mobilerne i prisklassen under den traditionelle iPhone.

Og det var ganske som forventet. De seneste måneders rygter og billedlæk har nemlig alle sammen peget i samme retning. Den ligner til forveksling en plastikudgave af iPhone 5, og Apple gjorde da også meget ud af at fortælle, at den er lavet med den samme teknologi som iPhone 5.

Der er til gengæld kommet farve på dyret. Og de er spraglede: Grøn, hvid, blå, pink og gul. Telefonens bagside er ét stykke polykarbonat, og indmaden er forstærket med en stålramme, der også fungerer som antenne.

Noget overraskende har iPhone 5C en fire tommer stor Retina-skærm, så det er altså ikke på skærmen, at Apple har sparet. Telefonen har en A6-processor og et kamera på otte megapixel.

5C kommer med det nye styresystem iOS 7 indbygget, som er skræddersyet til systemet. Den vil støtte 4G/LTE, Dual-band Wi-Fi og Bluetooth 4.0. Der vil være farverige gummicovers tilgængelige - de har huller i bagsiden, så du kan se den oprindelige farve på telefonen.

Det helt afgørende ved den nye 'budget-iPhone' er prisen, og for den billigste model på 16 gigabyte skal du have 99 dollar op af lommen, mens du skal betale 199 dollar for versionen på 32 gigabyte intern lagerplads. Priserne er inklusiv to års abonnement i USA, og den endelige danske pris er endnu ukendt.

iPhone 5C kommer på markedet 20. september - første bølge er USA, Australien, Canada, Kina, Frankrig, Tyskland, Japan, Singapore og Storbritannien. Datoen for den danske lancering kender ikke endnu, men ifølge Apple kommer iPhone 5C inden årets udgang.

Du kan læse vores live-blog fra Apples event herunder for at få alle detaljerne om de to nye telefoner, iPhone 5C og iPhone 5S.