B&O sætter prisen ned: Ny højtaler holder strøm i et døgn

Der var engang, hvor alt B&O var næsten usmageligt dyrt og kun for eliten. I dag har det Struerbaserede selskab indset, at det måske ikke længere er den holdbare vej. Derfor har de for nogle år siden stiftet søsterselskabet B&O Play, der er den billige og mere yngre afdeling.

Vi har allerede set højtalere, fjernsyn og hovedtelefoner fra dem og nu kommer de så også med den helt nye og billigere BeoPlay A2-højtaler. Det er en Bluetooth-højtaler med kraft i.

Den kan spille musik i 24 timer i træk på én opladning, den kan sprede sin lyd ud i 360 grader via en ny teknologi. Så uanset hvor du sidder i forhold til højtaleren, vil det lyde som du sad foran.

- BeoPlay A2 er et banebrydende produkt, som kommer til at sætte nye standarder i branchen takket være den innovative True360 lyd og den imponerende batterilevetid på hele 24 timer. BeoPlay A2 har en lyd, der er så meget bedre end, hvad man ellers finder i denne produktkategori, siger Henrik Taudorf Lorensen, Corporate VP hos B&O PLAY i en pressemeddelelse.

Den kommer i tre farver, som grøn, sort og grå og er lavet af designeren bag den populære Beolit 12, der kickstartede B&O Play-serien.

Hvis du er B&O-fan, så er der heldigvis også gode nyheder til dig. For selv om 2.499 kroner måske ikke kan lyde billigt i de flestes ører, så er det faktisk den billigste højtaler i B&O-regi.

Kunne det friste?