Brager derudaf: Spotify når ny million-milepæl

Flere og flere musikfans får øjnene op for streamingtjenesten Spotify, og faktisk er de så glade for tjenesten, at de gerne betaler 99 kroner om måneden for at have ubegrænset - og reklamefri - adgang til hele musikkataloget på computeren, mobilen eller tableten.

Siden december sidste år er der således kommet en million nye brugere til. En betydelig stigning, som betyder, at tjenesten nu i alt har seks millioner betalende abonnenter på verdensplan. Det rapporterer CNET ifølge Digi.no.

Seneste milepæl for Spotify var netop i december, hvor Spotifys grundlægger, svenske Daniel Ek, på en stor event i New York afslørede, at tjenesten havde rundet fem millioner betalende brugere. I alt er der nu 24 millioner Spotify-brugere på verdensplan – for bare et år siden var tallet kun omkring halvt så stort.

Tjenesten har således oplevet en markant vækst og sætter dermed to tykke streger under dens position som en af de hurtigst voksende musiktjenester i verden – hvis ikke den hurtigste.

Men Spotify har også hårdt brug for succesen lige nu – tidligere rygter går på, at YouTube senere på året vil forsøge at indtage musikmarkedet med en streamingtjeneste, der går direkte efter struben på netop Spotify.