Cyklist rammes af bil: Lander mirakuløst på benene

En video der viser en cykelrytters fantastiske held, da han filmede en cykeltur gennem Londons gader, går i øjeblikket viralt på de sociale medier.

Med et GoPro-kamera spændt på hjelmen, tog en britisk mand fra Essex på sin blot anden cykeltur til London på sin kun fire uger gamle racercykel.

Pludselig bliver han ramt af en modkørende bil, der foretager sig et hasarderet sving lige foran ham.

Han bliver ramt frontalt af bilen i høj fart og flyver gennem luften. På mirakuløs vis lykkes det manden at lande på benene.

Og det hele er optaget på kamera. Se video øverst i artiklen

-Efter et meget ubehageligt besøg på hospitalet iført en halskrave og et rygbræt og med forskellige røntgenbilleder, slap jeg med nogle blå mærker. Så jeg betragter mig som heldig, skriver manden på sin Youtube-konto.

-Føreren af bilen undskyldte mange gange og blev informeret af politiet om, at jeg havde optaget det hele. Bilisten virkede til at påtage sig skylden, men da forsikringssagen begyndte mod hende, var hun modstridende. Så videoen sparede mig for en masse bøvl. Tre uger efter modtog jeg en check fra mit forsikringsselskab, skriver cyklisten.

Han har ikke givet sig til kende ud over hans alias cyberjack, som han hedder på sin Youtube-profil. Da han endnu ikke har stået frem med navn, kan det være svært at bedømme, om det er en ægte video, der er tale om.

Bedøm selv i videoen øverst i artiklen.