Dansk app-eventyr: Sådan fik Click A Taxi succes

De fire danske iværksættere bag Click A Taxi. Fra venstre: Søren Halskov Nissen (direktør og stifter), Nikolaj Køster (medstifter og Head of Communications), Peter Theill (Head of Mobile) og Michael Vivet (Director, IT and Development). Foto: Click A Taxi

Tre gymnasieelever fra 3.c på Sankt Annæ Gymnasium i Valby har sammen udviklet app’en Matematikken, som siden lanceringen i begyndelsen af maj har ligget på førstepladsen over de mest solgte apps i den danske App Store. Men der findes også en række danske apps derude, som ikke kun har succes herhjemme, men også har taget det store udland med storm.

En af dem er Click A Taxi. Tilbage i februar kunne firmaet bag meddele, at dets populære app nu dækker over 50 lande og virker i mere end 5.000 byer og dermed bliver verdens første og eneste globale taxa-app.

Gratis-app’en er yderst simpel og har kun få funktioner. Med to klik kan du – uden at sidde i telefonkø – bestille en taxa til den adresse, du befinder dig på, næsten uanset hvor du er i Danmark eller i udlandet, og så dukker der en taxa op inden for fem til 10 minutter. Du får desuden løbende informationer om, hvornår vognen forventes at ankomme.

To bliver til 20

Iværksættereventyret om Click A Taxi begynder i 2010, hvor to gutter stifter et firma i København med ambitioner om at revolutionere måden, vi bestiller en hyrevogn på. I oktober 2011 bliver Click A Taxi-app’en lanceret og lægger godt fra land. I 2011 vinder app’en prisen som årets bedste app på Beep-messen og vinder siden hen blandt andet Ivækstprisen 2012 samt Årets App 2012-prisen ved Danish App Awards.

I dag har Click A Taxi for længst overhalet de største internationale konkurrenter, og der er mere end en milliard potentielle brugere på verdensplan. Firmaet er vokset til 20 medarbejdere, som holder til i lokaler på Jagtvej i Nørrebro i København.

TV 2 Beep har taget en snak med Nikolaj Køster, der er medstifter af Click A Taxi, for at blive klogere på, hvordan det er lykkedes at opnå stor international succes med en app.

Hvordan er I kommet på ideen til app’en?

- Det er Søren (Halskov Nissen, red.) fra Sønderjylland, der har startet det. Han arbejdede i en amerikansk virksomhed og rejste nærmest seks ud af ugens syv dage. Han var derfor afhængig af taxabooking og opdagede, at det ofte var irriterende og tidskrævende at finde ud af, hvilket nummer han skulle ringe til, når han skulle bestille en taxa på farten.

- Det var også besværligt, når han ikke talte sproget i det land, han befandt sig i, ligesom han altid var usikker på, om han kunne stole på det taxaselskab, han fik fat i. Hvad er det gode taxaselskab i Madrid eksempelvis? - Han var overbevist om, at det kunne gøres på en lettere og mere simpel måde, hvor han heller ikke var nødt til at tale med sure taxafolk i telefonen. Sådan opstod ideen, og derefter var det bare at smøge ærmerne op og gå i gang. Hvor populær er jeres app?- Vi er jo fra Jylland, så det er vi ikke så meget for at svare på selv. Hvis vi tager Nordeuropa, som er det marked, vi har været på i længst tid, så er det en god succes indtil nu. Hvis vi snakker Skandinavien, så er Click A Taxi den mest downloadede taxa-app. Det er samtidig den første og eneste app med et system, der gør det muligt at booke en taxa – næsten – overalt i verden. - Vi er i 51 lande og dækker 5.000 byer. Den nærmeste konkurrent er i 30 byer, men det er hele tiden et kapløb, for lige nu er der en håndfuld lignende projekter i gang i blandt andet Tyskland, Storbritannien, USA og Danmark, som vil nøjagtigt det samme som os.

Hvordan er det lykkedes jer at få succes med den?

- Det, vi har lavet, er ikke super sexet. Det er noget bøvl og bestemt ikke nemt. Når du åbner Click A Taxi-app’en, finder den din adresse og et taxaselskab, som er blevet håndplukket af os. Vi har eksempelvis haft en brasilianer til at ringe rundt til hele Brasilien for at finde frem til de bedste selskaber ud fra 25 forskellige måleparametre. Du kan ikke slå op på De Gule Sider og finde den samme information. - Mange apps fokuserer kun på den digitale verden. Det gør vores ikke – den er snarere en fjernbetjening til den virkelige verden. Vi skal sørge for, at der er en bil tilstede, når der bliver klikket. Det er besværligt. Lad mig sige det på den her måde: Hvis det var nemt, var der helt sikkert en masse andre, som allerede havde gjort det samme. Hvilke bump på vejen har I mødt?- Vi har haft en periode, da vi satte systemet op og skulle rekruttere medarbejdere, som var hård. Vi havde en ambition, der hed, at app’en inden for 18 måneder skulle virke i hele verden. På det her tidspunkt havde app’en været tilgængelig i Danmark i seks måneder, så vi havde omkring et år at løbe på. - Vi skulle bruge personer, der har lokalt kendskab i de enkelte lande og lokale sprogkundskaber. Hvor finder vi personer henne, som forstår teknikken og har en analytisk tilgang? Vi diskuterede meget, hvad vi kunne gøre, men vi havde en tro på, at vi kunne løse udfordringen i Danmark, og det viste sig jo også, at vi ikke behøvede at flytte til hverken San Francisco eller New York for at finde de rigtige personer. På et tidspunkt havde vi 14 forskellige nationaliteter på vores lille kontor i København til at kortlægge taxaverdenen. Hvad er den største udfordring lige nu?- Den største udfordring lige nu er at implementere en betalingsfunktion i app’en. Tænk på Apples App Store; det er en butik, du går ind i og finder apps fra hele verden. Det fede er, at du har dit kreditkort liggende og ikke skal have kortet op af lommen, når du køber en app. Men tænk på hvor bøvlet det ville være, hvis hver enkel app-udvikler selv skulle stå for betaling. - Vores app kan blive endnu smartere, hvis vi tager imod betaling for taxakørsel, men det betyder, at vi skal kunne håndtere mange forskellige valutaer og 2.000 taxaselskaber. Det er en kæmpe udfordring. Hvad er næste skridt/næste app?- Betaling er det, der er på tegnebrættet lige nu. Det er et naturligt skridt – også set i lyset af at betaling lige nu er det helt store inden for smartphones. Vi vil gerne gøre det muligt at betale via app’en, så man eksempelvis ikke skal lægge ud selv, når men kører med taxa i arbejdsøjemed, eller skal have kontanter eller kort frem, når man kører privat. Det er super smart. - Vi er i England lige nu, og der kan man ikke altid betale med kort i en taxa – og så må man forbi en hæveautomat. Det er meget gammeldags, og der vil vi gerne tilføre noget nyt, så man slipper for alt bøvlet. Det skal være sådan, at man kan registrere sit betalingskort i app’en – bare ved at tage et billede af det – og så sørger vi for betalingen til taxaselskabet. - Jeg er fra Aarhus og kører derfor ofte i tog mellem København og Jylland og her har jeg haft positive oplevelser med DSBs billet-app. Den er ikke den smukkeste eller den mest brugervenlige, men funktionaliteten i den holder: Jeg kan købe billet med få klik og slipper for alt det skrammel med at printe.

- Vi arbejder på løsningen, og dele af funktionen er også allerede klar. Vi ruller det ud i de første byer inden årets udgang.

TV 2 Beep har i disse dage fokus på danske apps, der har succes i det store udland. Du får mulighed for at komme bag om taxa-app’en Click A Taxi, løbe-app’en Endomondo, spillet Axe in Face og vin-app’en Vivino.