Dansk app udvider: Lancerer taxakørsel i Aarhus

Fotos: Drivr

I København og London kan man allerede bestille taxaer og luksusbiler via den danske app Drivr, som tidligere hed Click A Taxi.

Og fredag bliver tjenesten udvidet, så det også bliver muligt i Danmarks næststørste by Aarhus, oplyser virksomheden bag.

- Der er fantastisk, at vi nu kan lancere Drivr i Aarhus. Jeg er selv født og opvokset her, så det er noget helt specielt for mig, at vi nu også kan tilbyde aarhusianerne nem og sikker transport, siger medstifter Nikolaj Køster i en pressemeddelelse.

Den danske tech-virksomhed skyder den jyske lancering i gang med gratis køreture i samarbejde med Opel.

Det betyder, at du indtil søndag den 3. august kan køre gratis, hvis du vælger biltypen 'ADAM' i Drivr-app’en. Du kan dog maksimum blive kørt 10 kilometer.

Udover hyrevogne til almindelige taxapriser får aarhusianerne fremover også mulighed for at bestille Drivrs luksusbiler med chauffør via app’en til en pris, som ligger omkring 30-40 procent højere.

Tilbage i november sidste år lancerede virksomheden betaling direkte i app'en, luksusbiler med privatchauffører og faste priser til og fra lufthavnen i København og London. I samme forbindelse skiftede virksomheden og app'en navn fra Click A Taxi til Drivr.