Darth Vader smider et selfie på Instagram

I 2015 vil Star Wars-serien igen rejse sig og komme ind i en ny tidsalder, leveret af Disney og forventet af tusinde. Men allerede nu varmer marketingsbølgen op til det helt store, der begynder på Instagram.

Star Wars er netop dukket op på billeddelingstjenesten, hvor det første billede er Darth Vader, der lige har tid til at nuppe et selfie i typisk Vader-stil med teksten ”Another day at the office”. Og åbenbart er inkarnationen af det ondeste onde også Apple-fanboy (nogle ville mene, at det er at gå hånd i hånd), hvis man skal tage udgangspunkt i app'ens udseende, der ligner iOS-udgaven.

Instagram-profilen er den officielle bag Star Wars-franchisen og vil indeholde billeder fra optagelserne og en masse bagom-klip. Der er allerede lagt nogle billeder ud fra nogle optagelser, og profilen har da også over 58.000 følgere selv om den kom op i går.

Du kan selvfølgelig selv vælge om du vil følge profilen eller ej - indtil de smarte Jedi-tricks bliver taget i brug.

Kilde: Wired