De kendte mangler dates: Tinder gør noget ved sagen

Den megapopulære Tinder går i al sin enkelhed ud på at finde en match ud fra billeder fra Facebook. Man kan swipe til højre for at godkende personen eller til venstre for at droppe den. Hvis personen du har godkendt også swiper til højre på din profil, er der et match.

Men selv om flere kendte er at finde på Tinder, så får de faktisk ikke flere likes. For folk tror simpelthen ikke på, at det er den ægte person, der er bagved. Men det synes Tinder er synd for de kendte, så de laver nu såkaldte verificerede profiler på tjenesten.

Det fungerer på samme måde som på Twitter, hvor de kendtes profiler får et verificeringsmærkat, så man hurtigt kan afkode hvilken der er den officielle og rigtige profil mellem alle de falske profiler.

Så personer som Ashton Kutcher, Lindsay Lohan og danske mere eller mindre kendte personer som reality-personaliteterne Amalie Szigethy og Gustav, nu kan komme på en rigtig date via app’en.

Så er det bare med at komme i gang med de højreswipes.