Den flyvende bil lever stadig

De fleste tech-fans derude kan sikkert blive enige om, at en bil er lidt vildere end gadgets som smartphones, tablets, fladskærme og computere. Især hvis bilen oven i købet kan flyve.

Hvis du går og fantaserer om engang at kunne køre på arbejde i et svævende køretøj, kan du glæde dig over, at der nu er pustet nyt liv i fremtidsdrømmene.

Ingeniører fra bilproducenten Hyundais udviklingsafdeling har netop afsløret en flyvende elektrisk bil med flere rotorer i forbindelse med firmaets årlige Idea Festival i Sydkorea, hvor medarbejdernes bedste og mest kreative ideer bliver vist frem, skriver gadget-sitet Mashable.

Konceptet, der endnu ikke har fået et navn, minder i designet mere om en drone end en egentlig bil. Til fremvisningen satte ingeniørerne en testdukke i cockpittet, mens en anden ingeniør iført en rød kappe fjernstyrede den svævende bil. Tydeligvis stadig kun et koncept.

De resterende ideer, som blev vist frem på festivalen, var mindst lige så skøre og fantasifulde - særligt det futuristiske æggeformede køretøj uden hjul, som vi tidligere har beskrevet her på Beep.

Siden 2010 har Hyundais Research og Development (R&D) Center i Sydkorea haft en intern konkurrence kørende blandt medarbejderne for at fremdrive nye innovative ideer.