Den vildeste drone du har råd til

Dronerne er kommet for at blive. De små flyvende stykker legetøj man kan lave imponerende film med, er blevet populære herhjemme. Og de går en glorværdig fremtid i møde, når man ser den nyeste version fra drone-firmaet DJI.

Deres model fra sidste år, DJI Phantom er den mest populære drone på markedet. Den var nem at styre, nem at have med at gøre og man kunne sætte et kamera på den og lave de flotteste billeder, der ikke havde været muligt at lave før.

Og deres nyeste drone, DJI Inspire One tager et gevaldigt langt skridt videre. For den kombinerer DJI Phantoms enkle tilgang og brugervenlige design med den langt dyrere og mere avancerede drone, som de store Hollywood-produktioner bruger til at lave filmoptagelser.

DJI Inspire One er netop blevet præsenteret og viser nogle spændende nye takter. Der er tilsluttet et kamera, som kan optage 4K-video og 12 megapixelbilleder. Med en app kan en anden styrer kameraets bevægelser, så man rigtig kan lave de flotte bryllupsbilleder.

Via app'en kan man både få kameraet til at være låst fast i én position, få den til at flyve tilbage fra udgangspunktet, selv om du vandrer væk derfra og ellers have 100 procent kontrol med dronen.

Den koster 2.800 dollar (næsten 17.000 kr), der kan virke meget for en drone, men som udgangspunkt er langt lavere end Hollywood-dronen, DJI S-1000 til 7.000 dollar (næsten 42.000 kr).