Det bruger danskerne deres iPad til

Fredag bliver næste generation iPad, iPad Air, sat til salg på det danske marked.

Og noget tyder på, at der også denne gang vil være godt salg i Apples tablet, for den har nemlig fast tag i danskerne. Det viser en dugfrisk undersøgelse, som Epinion har lavet for teleselskabet Telenor.

Her svarer 31 procent af de adspurgte danskere, at de har ejer en iPad, mens omkring en fjerdedel af dem, der ikke har en, overvejer at anskaffe sig en. 66 procent har omvendt ikke overvejet at kaste penge efter en Apple-produceret tablet.

Danskerne køber i høj grad en iPad på grund af børnene. Således svarer 18 procent, at de investerede i en iPad, primært for at deres børn kan bruge den. Tallene viser også, at mens størstedelen af de ældre mellem 56 og 75 år - 60 procent - købte en iPad for at få hurtig adgang til information på nettet, handler det derimod om personlig underholdning for de unge mellem 18 og 35 år.

- Mange af vores kunder efterspørger tablets, fordi de kan bruges af hele familien og imødekommer deres behov for at kunne tage underholdningen med i bilen eller ferien. Som med mange andre Apple-produkter udmærker iPads sig ved at have en fantastisk intuitiv brugerflade, der gør, at den praktisk talt kan bruges af en toårig. Derfor er vi meget begejstrede for endelig at kunne tilbyde den i vores sortiment, siger Mikkel Torsting, privatkundedirektør i Telenor, der er en af de forhandlere, som får den nye iPad på lager 1. november.

Undersøgelsen viser også, at flere kvinder end mænd bruger deres iPad til at spille på: 60 procent af de adspurgte kvinder svarer, at de primært bruger deres iPad til spil, mens det samme gør sig gældende for 43 procent af mændene.

Langt størstedelen af de unge iPad-ejere mellem 18 og 35 år bruger primært deres tablet til at surfe, være online på de sociale medier og læser nyheder. Aldersgruppen 56-75 år bruger deres iPad til private mails og nyheder. Fire procent af de adspurgte bruger den stort set ikke.

Den første iPad blev lanceret 3. april 2010. Siden da er der blevet lanceret anden, tredje, fjerde og femte (iPad Air) generation af den populære tablet, ligesom der er kommet både iPad mini og iPad mini med Retina-skærm til Apples produktlinje.

Siden 2010 har iPad’en været den hurtigste voksende mobile enhed, og der er i alt solgt 170 millioner eksemplarer verden over. Ifølge CNN Money er salget af iPads dog faldet drastisk - med 27 procent - siden sidste år, og Apple har således mistede markedsandele til konkurrenterne.