Det her er B&Os nye musiksystem

Det skal være nemmere for brugere af B&O at lytte til deres musik, så derfor har Struer-virksomheden lanceret den lille enkle B&O Essence, der fungerer som en knap til musikken.

Knappen har en metalring som volume og simple knapper til at bladre mellem musiknumre og tænde og slukke. Som udgangspunkt er Essence tænkt som en knap, der kan sættes på væggen og som sammen med dit nuværende B&O udstyr, nemt kan sætte musikken i gang.

Bang & Olufsen kunne også præsentere en ny app, der via Essence vil kunne være dit primære musikanlæg. Hvis der er behov for at vælge specifikke musiknumre i stedet for bare at shuffle eller scrolle blindt mellem numrene, kan man benytte sig af den, der kommer til både Android og iOS.

Essence fungerer ved hjælp af en boks, der bliver sat til anlægget, men som ellers gemmes væk i rummet. Så det eneste, der står fremme er den lille knap, der også kan placeres løst på stue- eller køkkenbordet ved hjælp af en lille stand.

Knappen er en billigere form for musikanlæg end det mere avancerede Beosound 5 Encore. Dog koster den stadig 5.999 kroner.