Det her fik mobiltrafikken til at eksplodere

Foto: Sebastian Goos/TV 2

Søndag aften blev campingområdet på årets Roskilde Festival åbnet, og tusindvis af festivalgæster strømmede ind for at få de bedste pladser til at tilbringe den næste uges tid.

Og kigger man på de tal, som Telenors afdeling for mobilnetværk har observeret, er det tydeligt, at der skete noget i Roskilde søndag klokken 18.

Festivalgæsterne ændrer nemlig adfærd på deres mobiltelefoner omkring dette tidspunkt: Dataforbruget og antallet af sms’er falder, mens antallet af taleminutter stiger voldsomt.

Ifølge Telenor skyldes det sandsynligvis, at festivalgæsterne på det tidspunkt er i fuldt løb og ikke har tid til at sms’e og være på Facebook, men i stedet har brug for at tale sammen og koordinere teltpladser.

Det fremgår af tallene, at der blev talt i telefon cirka 42.000 minutter mellem klokken 18 og 19 – i løbet af dagen ligger antallet af taleminutter per time på mellem 10.000 og 20.000.

Antallet af sms’er stiger støt i løbet af søndag eftermiddag, og mellem klokken 15 og 16 blev der sendt omkring 17.500 sms’er. Omkring klokken 18 sker der et markant dyk, og herefter stiger antallet stille og roligt igen.

Telenor har på dette års Roskilde Festival sat tre ekstra mobilmaster op og opgraderet i alt 14 master på pladsen og i Roskilde by for at sikre de mange kunder mobildækning. Sidste år rullede Telenor to mobile master ud.

I klippet herunder kan du se eller gense, hvordan det så ud, da Roskilde Festival 2014 åbnede og over 50.000 mennesker løb ind på campingområdet.