Dette er IKKE en papkasse fra Google

Det gælder om at skille sig ud, og det gjorde Google da de åbnede deres udviklerkonference Google I/O onsdag aften dansk tid. For efter to og halv times gennemgang af nyheder fremviste de en lille gave til udviklerne. En papkasse.

Men papkassen er ikke bare en almindelig, men derimod et par VR-briller til deres Android smartphone. På den måde kan de opleve virtual reality på mobilen.

Det gælder bare om at samle æsken og så har du et par smarte og bestemt højteknologiske briller, der minder meget, omend ikke i design, om de famøse Oculus Rift, som Facebook købte tidligere på året.

Det smarte er, at hvis du ikke selv var til stede (og der er nok en lille sandsynlighed for at du ikke var), så kan du hente designmanualen til brillerne lige her (zip-fil).

Ideen for Google er, at lade udviklerne bruge brillerne sammen med deres VR Toolkit, der kunne tyde på, at Google bestemt ikke vil lade godstoget af VR-muligheder køre forbi dem.

Vi havde tidligere en engelsk udvikler i studiet, der via 3D-printere har lavet Altergaze, et Kickstarter-projekt med et par helt enkle VR-briller. Du kan se indslaget her forneden.