Disse apps gør Spotify langt bedre

Det kan være mere end almindeligt svært at finde rundt i alle de mange millioner sange, der ligger på Spotify, og selvom Spotifys egne anbefalinger er blevet bedre med tiden, så vover de sig sjældent ud over de ting, man i forvejen kender.

Det er her, at de forskellige apps til Spotify kommer ind i billedet. Hvis du er interesseret i at opdage ny musik, så skal du installere disse apps.

Rolling Stone Recommends

En af de første seriøse apps, der kom til Spotify, er stadig en af de første apps, som musikelskeren skal installere. For det første lader app’en dig læse det navnkundige musikmagasins anmeldelser direkte i Spotify, men derudover byder app’en også på en lang række playlists.

Mange af dem er skabt af Rolling Stones journalister selv og byder blandt andet på lister over de bedste hiphop-numre nogensinde og det bedste 2012 kunne byde på. Men for musiknørderne er det måske mere spændende med de lister, som diverse kunstnere har lagt ud - så kan man høre, hvilke Elvis-sange Tom Petty elsker, eller hvad Mick Jagger synes er god reggae.

Twitter #music

Denne helt nye app fra Twitter er et must, hvis man vil følge med i, hvad der rører sig på det sociale medie rent musikmæssigt. App’en følger konstant, hvilken musik, der trender på Twitter og deler den ind i kategorier som Superstars, Popular og Emerging.

Specielt under Emerging kan man se, hvad der er på vej op fra undergrunden, og her er der rig mulighed for at finde ny musik i alle genrer. Ønsker man at gå på mere genrespecifik opdagelse, så er det også muligt.

The Hype Machine

Mens Twitters app går efter, hvad der rører sig på det sociale medie, så går The Hype Machine benhårdt efter de mange musikblogs, der findes på nettet.

The Hype Machine har udvalgt en række indflydelsesrige musikblogs, så hvis du vil følge med i, hvad internettets yperste musiknørder synes er godt, så er det her, du skal starte.

Gaffa

I modsætning til de andre apps på denne liste har det hæderskronede danske musikmagasin en nordisk drejning på indholdet, så hvis du vil følge med i, hvad der sker på den danske og nordiske musikscene, så bør du starte her.

Udover at liste diverse kunstnere og playlister udvalgt af de dygtige folk på Gaffa, så finder du også en nyhedsticker med de seneste nyheder inden for musikverdenen samt en oversigt over koncerter rundt om i landet.

Digster

Digster er en app, der er lavet af Universal Music, men den holder sig ikke kun til deres egne udgivelser - også konkurrenterne er repræsenteret.

Her finder du playlister af enhver art, dog er de lidt mere mainstream, end hvad de fleste andre apps, vi har nævnt byder på. Til gengæld finder du playlister i diverse underkategorier som afslapning, party, middag og træning samt playlister skabt af diverse kunstnere som Lady Gaga, I Got You on Tape, Pearl Jam, Rihanna og Suspekt. Det hele er sat særdeles overskueligt op.

Der findes et utal af apps til Spotify, der blandt andet giver dig sangtekster, klassisk musik og meget andet, ligesom magasiner som NME og Pitchfork også har fortræffelige apps til musiktjenesten. Det gælder bare om at gå i gang, for oplevelsen bliver langt bedre, og det bliver meget nemmere at finde ny musik.

Hvilke apps er jeres favoritter?