Dreng død efter arbejde på iPhone-fabrik

Et nyt dødsfald i forbindelse med fabrikker, der blandt andet samler iPhone 5C, stiller nu igen spørgsmål til arbejdsforholdene på mobilgiganternes fabrikker i den tredje verden.

Det fortæller New York Times.

Tilbage i september begyndte den unge kinesiske Shi Zhaokun at arbejde på en fabrik, der samler Apples iPhone 5C. Men kun en måned senere dør Shi Zhaokun på hospitalet af en lungebetændelse. Shi Zhaokun var kun 15, men havde med et falsk ID fået arbejde på fabrikken, da man i Kina skal være over 16 for at arbejde. Et arbejde hvor han arbejdede 12 timer hver dag i seks af ugens dage.

Pegatron Corporation, den taiwanske fabrikant bag fabrikken, har forklaret, at fabrikkens arbejdsforhold ikke har noget med drengens død at gøre, men en talsmand fra fabrikken har fortalt New York Times, at flere unge arbejdere på fabrikken også er fundet døde i de seneste måneder.

Fem døde

Arbejdsorganisationen Child Labor Watch mener ikke, at Pegatron har kunnet forklare, hvordan mindst fem unge ansatte kan være blevet fundet døde de sidste måneder. Den samme organisation har igennem interview med ansatte på fabrikken fået bekræftet, at de ansatte klager over de samme dårlige arbejdsforhold og lange vagter, som der tidligere har været berettet på Foxconn Technology’s fabrikker, der har Apple som sin største kunde.

- Hvis man sammenligner de pludselige dødsårsager med de tidligere tilfælde, så tror vi, at der kan være en sammenhæng mellem arbejdsforholdene på fabrikken og deres død, siger Li Qiang, der er bestyrer for China Labor Watch.

Apple har ikke ville kommentere på hændelserne over for New York Times, men firmaet har tidligere gjort en del for at ændre de noget kritisable forhold, som der tidligere har været på Foxconns fabrikker. Her har de krævet bedre arbejdstider, arbejdsforhold og mere sikkerhed.