Du bliver nødt til at vente på iPad Mini

I morgen fredag åbner salget for de nye iPad Air, der er en tyndere, lettere og langt hurtigere udgave af den næsten 10-tommer store iPad. Men selv om iPad Mini med samme indmad og en ny retina-skærm blev annonceret samme dag, så skal vi vente noget før den kommer ud i butikkerne.

Apple meldte selv, at den ville komme senere i november, men har ikke meldt andet officielt ud. Men websiden Macrumours.com opdagede en lanceringsdato for den 7,9-tommer store tablet på den amerikanske butikskæde Targets webside. Her står der, at den vil komme ud den 21. november.

Endnu har Apple ikke kommenteret på sagen, og kommer nok heller ikke til det. Men flere analytikere har peget på, at årsagen til, at Apple har givet iPad Mini en senere lancering er produktionen af de såkaldte retinaskærme tager tid.

Faktisk så meget, at der går snak om, at de vil have meget svært ved at kunne imødekomme den store efterspørgsel, der vil være på de nye iPad Mini's med retinaskærm. Så du kan godt forvente, at det ikke vil være nemt, at få fat i den, når den endelig kommer herhjemme.

iPad Mini er også udstyret med den nye A7-chip med 64 bit, retinaskærm med 2048 x 1536 pixels med en pixeltæthed på 326 ppi, der betyder, at skærmen er langt skarpere end den nuværende model.

Skal du have den?

Kilde: Macrumours.com