Du får ikke nyt Facebook alligevel

I marts i år gjorde Facebook og Mark Zuckerberg et stort nummer ud af deres nye design på Facebook. Med fokus på større billeder og et mere gennemgående design fra mobiler til computere, skulle Facebook blive endnu mere et sted man kunne forbindes med sine venner.

Men udrulningen af det nye design har vist sig at tage længere tid end normalt. Nogle få har fået det, mens andre har måtte vente. Og nu ser det ud til, at de mange ventende ikke får det nye design lige foreløbig, ifølge AllThingsD.

En talsperson fra Facebook har bekræftet, at man stadig arbejder på at forbedre designet, så det bliver bedre. Man retter sig stadig ind efter brugerfeedback, og når man så endelig melder opdateringen ud på et større plan, så vil det indeholde færre store ændringer og flere ting skulle fungerer bedre end nu.

- Kilder siger, at i den lille udrulning til en encifret procentdel af Facebooks brugere, er engagementet med det nye design gået i stå. Så meget faktisk, at de fleste brugere vil ikke modtage dette Facebook redesign vi så afsløret i år, skriver AllThingsD.

Hvornår man så kan regne med at få et andet design, der måske ikke har samme forandringer som det nuværende, og hvor mange forskellige Facebook-udgaver, der så vil være derude, det må tiden og næste år vise.

Har du det nye design på Facebook, og er du glad for det?