Du får kun en times chance for at købe supermobil

Kinesiske OnePlus gør ikke som alle de andre. Deres One-mobil er et stort hit hos både anmeldere og brugere. Men det ændrer ikke på, at den eneste måde du kan købe mobilen på i dag, er ved at blive specielt indbudt.

Men på mandag den 27. oktober åbner de forudbestillinger for deres smartphone på denne side. Der er dog kun tale om en lille time fra kl 16-17 dansk tid. Derefter er det tilbage til de specielt indbudte.

OnePlus One blev lanceret tilbage i april under overraskende stor hype i betragtning af hvor lidt kendt den er.

Årsagen er blandt andet, at der er tale om en mobil med meget høje og gode specifikationer, der dog stadig har formået at holde en lav pris. Du kan købe en model (hvis du får lov) fra 2.100 kroner for 16GB.

Kineserne er rigtig gode til markedsføringen af den, men det er ikke alle deres tiltag, der har fungeret lige godt. I sommer fik de store problemer efter de havde lavet en konkurrence for kvinder. De bad kvinderne om at tage et billede af sig selv og lade andre brugere stemme om dem. De kvinder der fik flest stemmer, fik lov til at købe deres mobil.