Ekspert: Danske medier får hug på nettet

Det er dagen derpå, hvor et nærmest flerstemmigt dansk mediebillede med gule bannere dømte Lars Løkke Rasmussen færdig som formand for Venstre, når hovedbestyrelsesmødet var overstået tirsdag aften.

Men som de fleste danskere nok efterhånden har erfaret, så tog medierne fejl.

LÆS OGSÅ: Medier fældede Løkke inden skæbnedag: Nu beklager de

Lars Løkke Rasmussen er stadig formand for partiet Venstre, og det får folk til at reagere overfor medierne på de sociale medier, forklarer Anders Schäffner, der rådgiver virksomheder i brugen af sociale medier.

- Der er ikke en decideret lynchstemning på de sociale medier, men folk er sure, og de føler sig taget ved næsen. Der er nok mange, der har tippet nogen de kender om, at Lars Løkke Rasmussen ville trække sig, og så føler man sig lidt dum bagefter.

- Så folk er skeptiske overfor medierne, og forargede over at de alle kunne tage så meget fejl, som de gjorde, siger han til tv2.dk.

Omverdenen med i sofaen

Anders Schäffner forklarer, at de sociale medier som Twitter og Facebook, er den måde hvorpå almindelige danskere kan komme i kontakt med meningsdannere og politikkere.

- Derfor er det en helt naturlig reaktion, at folk deler deres utilfredshed her, for det er sådan, de kan komme i kontakt med omverden på.

- De sidder derhjemme i sofaen klar til at lukke ned for computeren, og stå op dagen efter til nyheden om, at Kristian Jensen er blevet ny formand, men pludselig ændrer det hele sig.

Klokken halv et blev alt forandret

Hele dagen igennem og ud på natten fulgte Anders Schäffner med i, hvad der skete på primært Twitter og Facebook, og han forklarer, at omkring klokken 00:30 begyndte stemningen at vende sig imod medierne.

- Da Jakob Engel-Schmidt tweeter fra hovedbestyrelsesmødet, der bliver den hurtigt samlet op, og nyheden begynder efterfølgende at rulle i medierne.

- Der var en masse hånlige beskeder til især Politiken, da de var det første medie til at erfare, at Lars Løkke Rasmussen ville trække sig. Men det er ikke sådan, at folk begynder at opsige abonnementer, de påpeger mere mediernes fejl på en hånlig måde.

Især ordet ”erfare” er blevet taget flittigt i brug, da det er et yndet udtryk journalister og kommentatorer, når deres kilder tæt på hvad der sker, giver dem informationer.

- Især i løbet af morgenen, er der mange der har skrevet både sure opstød, sjove indslag, og der er også mange der efterlyser selvransagelse hos medierne og deres brug af kilder.