Ekspert om EU-lov: Fællesopladere kan give problemer

Mobil-producenterne bliver efter alt at dømme tvunget til at gøre deres smartphones kompatible med universalopladere, efter et lovforslag har været til afstemning i morgen i EU.

Christel Schaldemose, der er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne, siger nemlig til tv2.dk, at det er helt sikkert, at lovforslaget bliver vedtaget.

Men den nye lov bliver ikke uproblematisk for de mange millioner af smartphone-brugere, der er i EU-landende. Det mener Anders Elbak, der er chefanalytiker hos IDC Nordic. Han ser flere udfordringer for kunderne, ved den nye lov.

-Hvis loven bliver vedtaget, vil det først og fremmest tvinge kunderne til at skifte til nye opladere, hvis de ikke har dem, som passer til de standarder, EU vedtager. Det betyder, at hvis man for eksempel har en oplader til bil, en rejse- og en almindelig oplader, er man tvunget til at skifte hele opladerpakken ud.

Det går ikke helt i spænd med EU's målsætning med loven, som blandt andet er at skære ned på de mange tons miljøaffald, mobilopladere er skyld i hvert år.

Kan give ekstra udgift

Den nye lov kan også give brugerne ekstra udgifter, hvis den for eksempel medfører, at mobil-producenterne ikke er tvunget til at vedlægge en oplader, når de sælger en smartphone.

-Det betyder, at kunden selv skal ud og have fat i en ny oplader, hvis de ikke har en i forvejen, og jeg tror ikke at mobilproducenterne sætter priserne ned på deres smartphones, selvom de ikke længere leverer en oplader sammen med dem, siger Anders Elbak.

Han mener også, at det kan blive et problem, hvis kunder hos for eksempel Apple har købt en masse ekstraudstyr til deres smartphone, som de ikke kan få glæde af, hvis de vil have en ny telefon af samme mærke.

-Det ville være surt som kunde at skulle ud og købe alt udstyret endnu engang, fordi det ikke passer til de nye produkter, siger Anders Elbak.