Er det manden bag Danmarks største hackersag?

Foto: Scanpix

29-årige Gottfrid Svartholm Warg ligner stereotypen på en hacker, der sidder krumbøjet over tastaturet og kun lever af computerskærmens blålige lys og cola. Uanset om det er rigtigt eller ej, så er svenskeren personificeringen af tidens nordiske frihed og hackerånd på nettet, kendt under brugernavnet anakata.

Og efter han er blevet mistænkt for at stå bag CSC-hackerangrebet i Danmark og derved skulle have fået adgang til politiets kørekortsregister og flere millioner af danske CPR-numre, er han blevet et varmt navn i dansk retshistorie.

Et sted begyndte det

I 2003 var Gottfrid Svartholm Warg var sammen med Peter Sunde og Frederik Neij med til at stifte websiden med det ikoniske piratskibs-logo, The Pirate Bay (også kendt under forkortelsen TPB). Websiden var i årene efter et af de varmeste steder på nettet. Ikke kun på grund af sin aktivitet og høje brugerskare, men også fordi det handlede om ulovlig deling af filer som musik og film.

The Pirate Bay var i højeste grad med til at skabe pirateri på nettet, hvor man uploadede og hentede filer, der brød ophavsretten. I form af torrent-filer kunne brugerne dele indhold med hinanden, der for en tid har været med til helt at punktere film- og musikbranchen. Her kunne det hele nemlig hentes gratis og ikke mindst tidligere end de officielle udgivelser.

Noget som de store markeder stadig lider under i dag. I flere år kæmpede myndigheder og webudbydere mod tjenesten og i 2009 blev de tre stiftere anholdt, sigtet og dømt i Sverige for at have gjort ulovlig downloading af kopibeskyttet materiale tilgængeligt. De blev dømt til at betale 30 millioner svenske kroner tilbage til de forurettede. Sagen blev dog anket og er endnu ikke afsluttet.

Hele opstarten og ikke mindst sagen kan du se i filmen TPB AFK: The Pirate Bay Away From Keyboard.

Storhackeri i Sverige

I flere år havde Gottfrid Svartholm Warg befundet sig i Cambodia – mere eller mindre gemt, hvor han blandt andet ikke mødte op til et retsmøde i forbindelse med TPB-sagen.

Han blev samtidig også syg og måtte hospitalsindlægges i Cambodia, men den 30. august 2012 blev han anholdt af de lokale myndigheder i hovedstaden Phnom Penh. Årsagen var opfølgeren til den danske sag – nemlig Nordens største hackersag, hvor

Gottfrid Svartholm Warg var hovedmistænkt.

Han skulle sammen med en bekendt have hacket sig ind i it-virksomheden Logicas systemer og mainframe mellem 2010 og april 2012 og bedraget til flere millioner svenske kroner.

Logicas havde blandt andet både Nordea og det svenske skattekontor som kunder, som han efter sigende skulle have fået adgang til. Men under retssagen i 2013 vidnede den amerikanske sikkerhedsekspert Jacob Appelbaum i Svartholms forsvar, og kunne påvise, at hans computer kunne have været fjernstyret fra hans skjul i Cambodia, men han blev alligevel dømt et års fængsel den 25. september 2013.

Den danske sag

I forbindelse med sagen dukkede der ligeledes informationer op, der påviste, at han også skulle have været involveret i et kæmpe hackerangreb mod det danske it-selskab CSC. Et angreb der indtil da ellers ikke var opdaget.

Angrebet på CSC mainframe involverede adgang til politiets kørekorsregister og flere millioner danske CPR-numre, der skulle have ligget på serveren. Det danske politi har begæret ham til Danmark og Grundlovsforhøret er sat i gang.

Gottfrid Svartholms Wargs forsvar lyder på samme facon som i Sverige. Han mener, at hans computer er blevet brugt i angrebet og han derved ikke har noget med sagen at gøre. Anakata har da også en voksende fanskare på Facebook, hvor der i skrivende stund er 2.682 fans af siden Free Anakata.

Per Gottfried Svartholm Warg er blevet varetægtsfængslet i første omgang i 20 dage i Danmark.