Er dette Nokias tablet?

Billedet stammer fra det kinesiske gadget-forum Digi-wo.com.

Rygterne om, at Nokia vil præsentere en ny tablet med Windows 8 RT har fået fornyet energi, efter at et billede af, hvad der angiveligt skulle være Nokias kommende Sirius-tablet er dukket op på et kinesisk forum.

Billedet viser en tablet med et design, der designmæssigt er helt i tråd med den finske producents Lumia-mobiler. Ifølge kilder, som The Verge har talt med, så bliver den nye tablet lanceret snart, sandsynligvis ved et event i New York d 26. september.

Nokia Sirius skulle angiveligt være tyndere end den nuværende generation af iPad og have en vægt på blot et halvt kilo.

Længe undervejs

Der har i flere år været rygter om, at Nokia ville lave en tablet, men efter der for en måneds tid siden dukkede billeder op af en prototype, er rygterne blevet styrket. Med det nye billede er sandsynligheden for, at det sker blevet væsentligt større.

Styresystemet skulle være Windows 8 RT, der fra nogle sider er blevet kritiseret for ikke at være fleksibelt nok, blandt andet på grund af mangel på apps i forhold til Android og iOS, men som samtidig kan give en langt bedre oplevelse, hvis man skal bruge tablet'en til seriøst brug, blandt andet takket være muligheden for at bruge en fuld version af Microsoft Office.

Nokias tablet skulle få en skærm på 10,1 tommer med en opløsning i fuld HD og indbygget hukommelse på 32GB, der kan udvides via hukommelseskort. Prisen skulle ligge på niveau med iPad.